Dyr i Nordjylland – artsdel

af Kurt Prentow

Padder
Krybdyr
Pattedyr
– Insektædere
– Flagermus
– Harer og kaniner
– Gnavere
– Rovdyr
– Sæler
– Parrettåede hovdyr
– Hvaler

Skrubtudser, Tornby Klit. Foto: Kurt Prentow.

Padder

Man har ikke særlig stort konkret kendskab til, hvornår de forskellige paddearter er indvandret til Danmark. Det skyldes, at der ikke er fundet mange knogler af padder i jorden. Knoglerne er ret spinkle og er derfor ofte helt opløst i jorden. Selv om enkelte er bevaret, så er de ofte blevet overset, fordi de er så små. Af de fund, der trods alt er gjort, drejer det tidligste danske fund sig om knogler af spidssnudet frø, fundet i Vendsyssel og dateret til at være ca. 12.500 år gamle.

Ud fra vor viden om arternes krav til bl.a. klima og bevoksning, samt vor viden om tidligere tiders klima, geografiske forhold og bevoksning kan man dog – på trods af det lille antal knoglefund – så nogenlunde regne ud, hvornår padderne er indvandret til landet. Mange paddearter er sandsynligvis indvandret for 10-12.000 år siden.

Padderne holder især til i mindre vandhuller og damme. Antallet af disse er imidlertid gået stærkt tilbage i antal, især indenfor de sidste 20-30 år. Hullerne er enten fyldt op eller tilgroet. I de vandhuller, der er tilbage, er der ofte sket udsætning af ænder eller fisk, og så kan padderne som regel ikke leve der længere.

Efterhånden er der mange steder så langt mellem vandhullerne, at padderne ikke kan nå fra det ene vandhul til det andet. Det betyder, at der lettere sker indavl i en lokal bestand, hvilket ikke er heldigt.

Heldigvis er der i de senere år blevet større forståelse for, at padderne også skal have steder at leve, og der er ligefrem gravet vandhuller specielt til padder nogle steder. Man må håbe, at man på den måde kan stoppe tilbagegangen for padderne.

LILLE VANDSALAMANDER (Triturus vulgaris)
I Nordjylland er den lille vandsalamander vidt udbredt. Den findes dog ikke på Læsø.

På grund af den sløjfning af vandhuller, der er sket mange steder er der dog visse egne, hvor lille vandsalamander er ret sjælden. Den er mest almindelig i frodige egne med mange vandhuller. Lille vandsalamander går i hi (på land) omkring oktober, og i marts-maj søger salamandrene ned til vandhullerne igen for at starte en ny ynglesæson.

STOR VANDSALAMANDER (Triturus cristatus)
Stor vandsalamander er væsentlig sjældnere end lille vandsalamander i Nordjylland. I Vendsyssel findes den kun enkelte steder, og i Vesthimmerland er den også ret sjælden (findes dog bl.a. i Navn Sø). Kun i Østhimmerland er den ret almindelig på egnede steder. Dens årscyklus er omtrent som den lille vandsalamanders.

LØGFRØ (Pelobates fuscus) Løgfrøen findes efterhånden kun ret få steder i Nordjylland. Tidligere kendte forekomster er i centrale og nordlige Vendsyssel samt i Vesthimmerland, bl.a. Navn Sø. Ved en undersøgelse af en række vandhuller i Vendsyssel i 1970-72 fandtes løgfrøen i mange af hullerne, men da de samme vandhuller blev undersøgt 10 år senere, var løgfrøerne forsvundet fra de fleste. Mange steder var der sat ænder ud, og så forsvinder løgfrøerne (haletudserne bliver spist, og vandhullet bliver forurenet af de alt for mange ænder). Ved Hjørring blev løgfrøerne konstateret i et vandhul, der skulle sløjfes på grund af anlæggelsen af motorvejen (1995-97), men der blev gravet nye vandhuller, og løgfrø-yngel blev med succes overført hertil. I Skallerup Klit har Hjørring Kommune gravet vandhuller specielt til løgfrøer, og det er lykkedes at skabe en lille bestand.

SKRUBTUDSE (Bufo bufo)
Skrubtudsen er udbredt i hele Nordjylland på nær Læsø. Mens andre paddearter fortrinsvis yngler i vandhuller, hvor der ikke er fisk, så yngler skrubtudsen fortrinsvis i vedvarende vandhuller med fisk – haletudserne er giftige for fiskene. Her kan skrubtudsens haletudser til gengæld være meget talrige. Om efteråret graver skrubtudserne sig ned i jorden, hvor de overvintrer. De dukker frem igen i marts-april. I en ældre kilde angives den at mangle “på Skagen”.

BUTSNUDET FRØ (Rana temporaria)
Butsnudet frø er udbredt og almindelig i hele Nordjylland på nær Læsø. De ses fra omkring april, enkelte før i milde forår. Omkring oktober-november går de i dvale. De fleste graver sig ned, men de kan også overvintre i vandhuller.

SPIDSSNUDET FRØ (Rana arvalis)
Spidssnudet frø er udbredt og almindelig i hele Nordjylland, også på Læsø, hvor den er den eneste paddeart. Arten synes i højere grad end butsnudet frø at leve i mere magre, sandede områder, fx klitsøer. Den findes i flere farvevarianter; blandt andet findes den plettede form på Læsø, og det er sandsynligvis en sådan, der har givet anledning til en indberetning om grønbroget tudse på Læsø. Blandt andet ved Åslyngen ved Tornby Strand er der iagttaget spidssnudede frøer, som er blå i yngletiden.

STRANDTUDSE (Bufo calamita)
Strandtudsen er udbredt langs vore kyster, især hvor der er strandenge. Den findes dog også på en del indlandslokaliteter i Nordvendsyssel og i den vestlige del af Nordjylland. Den findes ikke på Læsø. Ligesom skrubtudserne graver strandtudse sig ned i vinterhalvåret. Den synes dog at komme senere frem om foråret.


Hugorm Tornby Klitplantage. Foto: Kurt Prentow.

Krybdyr

Ligesom for padderne har vi ikke særlig stort kendskab til, hvornår de enkelte krybdyrarter er indvandret til landsdelen, men man må formode, at det for de fleste arter skete for omkring 10-12.000 år siden. Som helhed foretrækker krybdyr åbne, solbeskinnede områder, og de har derfor nok ikke været særlig talrige, da Danmark var dækket helt af skov. Derimod har det været til deres fordel, at mennesket kom og brændte og fældede skoven og dermed skabte solbeskinnede lysninger. Ligeledes har husdyrhold været til gavn, idet dyrene er med til at holde vegetationen nede.

I Nordjylland findes mange egnede leveområder for krybdyrene. Man kan nævne vestkystens klitter og bagved liggende klitheder og plantager, Jyske Ås, Store og Lille Vildmose samt Vesthimmerlands heder.

Fra starten af 1900-tallet er krybdyrarterne gået tilbage i antal. Det skyldes især sløjfningen af småbiotoper og den generelle opdyrkning og ensretning af landskabet.

STÅLORM (Anguis fragilis)
Stålorm er udbredt på egnede lokaliteter i hele Nordjylland på nær Læsø. Levesteder kan være heder, skove, klitheder, overdrev m.m. Lever ikke i det kultiverede landbrugsland. Kommer frem fra dvale omkring april og går igen i dvale omkring oktober.

SKOVFIRBEN (Lacerta vivipara)
Skovfirben – også kaldet almindeligt firben – er vor almindeligste firben og findes i hele Nordjylland, også på Læsø. Er helt klart gået tilbage i antal, især i intensivt drevne landbrugsområder, hvor overdrev, grøfter, markveje m.v. ofte er sløjfede. Kommer frem fra dvale i marts-april og går igen i dvale i september-oktober.

Skovfirben, Uggerby Klitplantage. Foto: Henrik Pedersen.

MARKFIRBEN (Lacerta agilis)
Findes den del steder i Nordjylland, især i hede- og klitområder. Ikke nær så udbredt som skovfirben. Findes ikke på Læsø. De kommer fra dvale i april og går igen i dvale i september.

Markfirben, Tversted Klit. Foto: Henrik Pedersen.


GLATSNOG (Coronella austriaca)
Uddød i Nordjylland – og i øvrigt i hele Danmark. Glatsnogen uddøde sandsynligvis i Nordjylland omkring århundredskiftet. Sidste (og i øvrigt eneste offentliggjorte) iagttagelse i Nordjylland blev gjort i Hirtshals i 1894. Sidst iagttaget i Danmark (ved Skive) i 1914. Tidligere sandsynligvis ret udbredt i landet.

SNOG (Natrix natrix)
Ret almindelig og udbredt i dele af østlige og centrale Himmerland, sjælden i det øvrige Himmerland. Der kommer fra tid til anden meldinger om sete snoge nord for Limfjorden, og der er nok endnu enkelte tilbage. Så sent som i 1993 blev et trafikdræbt eksemplar fundet ved Gandrup og indleveret til Aalborg Zoo, og en lille bestand vides at leve i Øster Hanherred.

HUGORM (Vipera berus)
Ret almindelig og udbredt i hele Nordjylland. Hugormen dukkede op på Læsø under krigen, sandsynligvis indslæbt med tørv. Muligvis på grund af forfølgelse fra mennesker og hunde samt forringelse af levesteder, er hugormen blevet ret sjælden en del steder. Den kommer frem fra dvale i marts-april og går igen i dvale omkring oktober.

SUMPSKILDPADDE (Emys orbicularis)
Efter at sumpskildpadden blev betragtet som uddød i bronzealderen, er der de senere år rejst tvivl om, hvorvidt der stadig lever efterkommere af den oprindelige bestand. Billedet forplumres af, at der til tider er udsat sumpskildpadder i naturen. Fra Nordjylland foreligger der fund fra Oue Å ved Mariager Fjord i 1948 samt fra Lille Vildmose først i 1900-tallet.


Pattedyr

Insektædere

Pindsvin, Hjørring, december 2021. Foto: Gustav Urth.

PINDSVIN (Erinaceus europaeus)
Meget almindelig. Udbredt i hele Nordjylland. Findes på Læsø, hvor arten menes indført omkring 1900.

Indvandrede med skovens tiltagende udbredelse for 9-10.000 år siden.

Sammen med flagermusarterne er pindsvin de eneste nordjyske pattedyrarter, der sover vintersøvn. I Nordjylland synes dyrene at vågne fra vintersøvnen fra anden uge af maj, og de ses almindeligt til hen imod slutningen af september, ret almindeligt i oktober, og enkelte også i november. Selv om vinteren kan ses enkelte, måske fordi de er blevet forstyrret på deres sovested.

Mange findes dræbt i trafikken, især i august måned. Arten skønnes at være gået tilbage i antal i de senere årtier, måske på grund af trafikdrabene og på grund af færre egnede biotoper.

SPIDSMUS GENERELT
De tre danske spidsmusearter minder en del om hinanden i udseende og levevis. Vi ved ikke særligt meget om deres udbredelse og hyppighed, og det kan således tænkes, at en eller flere af arterne mangler i visse egne. Som nævnt nedenfor ser det ud til, at almindelig spidsmus er mest udbredt, dernæst følger dværgspidsmus og til sidst vandspidsmus.

Ved en undersøgelse af bl.a. småpattedyr i og omkring jyske kildeområder i efteråret 1983 fandtes på 5 lokaliteter – 2 i Østhimmerland og 3 i Østvendsyssel – i alt 71 almindelige spidsmus og 63 dværgspidsmus, fordelt på alle lokaliteterne. Der fandtes ikke vandspidsmus.

Ved en sammentælling af spidsmusearternes talmæssige fordeling ved forskellige indsamlingsmetoder i Århus amt 1969-1984 var 81% almindelig spidsmus, 14% dværgspidsmus og 5% vandspidsmus (Laursen, 1987). Formodentlig gør en lignende fordeling sig gældende i Nordjylland.

ALMINDELIG SPIDSMUS (Sorex araneus)
Meget almindelig. Udbredt i hele Nordjylland. Status på Læsø ukendt.

Formodentlig indvandret til landet for 8-10.000 år siden.

Arten er sandsynligvis i tilbagegang på grund af landskabets ensretning og sløjfningen af småbiotoper.

DVÆRGSPIDSMUS (Sorex minutus)
Almindelig. Udbredt i hele Nordjylland undtagen Læsø.

Formodentlig indvandret for 8-10.000 år siden.

VANDSPIDSMUS (Neomys fodiens)
Ret almindelig, men den sjældneste af spidsmusene. Udbredt i fugtige områder i hele Nordjylland undtagen Læsø.

Formodentlig indvandret på samme tid som de andre spidsmusearter for 8-10.000 år siden.

MULDVARP (Talpa europaea)
Meget almindelig. Udbredt i hele Nordjyllands amt på nær Læsø og Livø samt Skagens Odde fra sydenden af Hulsig Hede og videre nordpå.

Sandsynligvis indvandret til landsdelen for 8-10.000 år siden. Dog sandsynligvis til egnene nord for Limfjorden noget senere, idet den først indvandrede i Hanherred i 1800-tallet og stadig ikke har nået alle egne af Thy.

Omkring 1860 lå vestgrænsen for muldvarpens udbredelse nord for Limfjorden ved Fjerritslev. Omkring 1900 lå grænsen ved Vejlerne (ved den nuværende amtsgrænse). Muldvarpen er endnu ikke nået til Hanstholm i sin udbredelse. I øvrigt er den også i fuld gang med at indvandre til Thy sydfra.

Sås første gang på Egholm i 1909. Indvandret til Gjøl omkring 1912, idet Gjøl var en ø indtil begyndelsen af dette århundrede.

I 1930 oplystes, at muldvarpen ikke fandtes nord for en linje Aalbæk – Tversted (dog i den udtørrede Gårdbo Sø). Er siden nået længere mod nord, så den i dag findes op til linjen Kandestederne – Tranestederne, dvs syd for Hulsig Hede. Enkelte muldvarpe er i tidens løb dukket op i Skagen, hvortil de formodentlig er bragt med læs af muldjord, men de synes ikke at have fået fodfæste.

Er i de senere årtier gået tilbage i antal på grund af ændringerne i landbrugsdriften i retning af mere intensiv dyrkning samt sløjfning af småbiotoper. Man må formode, at muldvarpen er meget følsom overfor den “ø-dannelse”, der sker i landskabet ved at de enkelte levesteder isoleres fra hinanden af “landbrugs-ørkener”. Den kan dog ikke anses for truet.

Muldvarpen anses for at være et skadedyr i landbruget og i villahaver, hvorfor den bekæmpes.


Flagermus

Da der ikke er fundet rester af flagermus i jorden – som det ellers er tilfældet med de fleste andre pattedyrarter – så ved man ikke, hvornår de enkelte arter er indvandret til landsdelen. Et gæt vil være, at de er indvandret i den forholdsvis varme periode, da skoven dækkede landskabet for 8-10.000 år siden. En bestandsbegrænsende faktor på den tid og frem til middelalderen kunne dog være den formodede mangel på overvintringssteder, da kalkminerne ikke fandtes på den tid.

Flagermus kan om sommeren ses i hele Nordjylland, dog kun lejlighedsvist på Læsø. Mest almindelige er de i det østlige Vendsyssel og det østlige og sydlige Himmerland. Det hænger nok sammen med, at mængden af flyvende insekter generelt aftager mod vest. Især over moser og søer samt ved skovbryn ses der jagende flagermus.

Flagermusene ses i det fri fra sidst i maj til ind i september, af og til også i oktober. Om vinteren går flagermusene i dvale. Alt efter art kan det være i bygninger (herunder bunkers), i hule træer eller i minegange.

I Nordjylland er overvintrende flagermus kendt fra tre tidligere kalkminer, nemlig Hasseris-minen i Aalborg, Tingbæk-minerne nord for Rold Skov og Smidie Kalkgrube i Østhimmerland. I Hasseris har i nyere tid overvintret 50-100, alle vandflagermus. Flagermusene blev dog udsat for forstyrrelse, herunder indsamling til brug som kæledyr, hvorfor indgangen til minen blev muret til, bortset fra et flyvehul til flagermusene. I Tingbæk-minerne er der tidligere talt ca. 300 flagermus (1980’erne), fordelt på vand-, dam-, frynse- og Brandts flagermus. I de senere år er der dog talt væsentligt færre flagermus her. I Smidie er antallet derimod vokset, så der i 1989-90 overvintrede ca. 1000 flagermus, fordelt med flest vandflagermus, dernæst Brandts, så dam- og endelig ca. 100 frynseflagermus.

Arterne er ret sårbare overfor forstyrrelser på overvintringsstedet. De nordjyske miner er i det store og hele beskyttede mod forstyrrelse.

Foruden i de miner, der ligger i Nordjyllands amt, kan det sagtens tænkes, at nogle af de flagermus, der lever i Nordjylland om sommeren, flyver til de store miner Mønsted og Daubjerg Kalkgruber i Viborg amt for at overvintre. Her overvintrer nemlig flere tusinde flagermus. Se også under vandflagermus.

Udover i minerne kan flagermusene som nævnt overvintre andre steder. Det gælder især de arter, som ikke er nævnt ovenfor som overvintrende i minerne. Eksempelvis er dværgflagermus ofte konstateret overvintrende på huslofter og i hule træer. Ved Frederikshavn og Hirtshals er konstateret overvintrende flagermus i bunkers fra anden verdenskrig.

Det kan ikke udelukkes, at nogle flagermus trækker sydpå om vinteren for at overvintre. Det kendes enkelte andre steder fra, især for brunflagermus, men også for troldflagermus. Fra Nordjylland foreligger der flere iagttagelser af trækkende flagermus.

Man kan oftest ikke skelne de enkelte flagermusarter fra hinanden, når man ser dem flyvende, selvom flugtmåde og biotop giver et fingerpeg om arten. Derfor foreligger der indtil især 2000-årene ret få registrerede fund af artsbestemte flagermus fra landsdelen, selv om der ses forholdsvis mange flagermus. Den eneste art, der kan bestemmes i flugten, er langøret flagermus, der kan bestemmes på de store ører, når man ser den godt.

I de senere år brugen af flagermusdetektorer blevet mere almindelig. Baagøe (se litteraturlisten) brugte ved sin undersøgelse af flagermusarternes forekomst i vid udstrækning detektor til artsbestemmelse, og i takt med at detektorerne er blevet billigere, er der flere og flere, der bruger dem, hvorved vi får ny viden om arternes forekomst.

Man ved ikke særligt meget om bestandssvingninger hos flagermus. Da de lever af insekter, er udtørringen af søer og moser og den kraftige insektbekæmpelse i landbruget i dette århundrede formodentlig årsag til en vis tilbagegang. I hvert fald er der konstateret tilbagegang for svale-arterne, og de har stort set samme byttedyr og fangstmetoder som flagermusene, bortset fra at de jager om dagen.

Alle flagermus er totalfredede.

BRANDT’S FLAGERMUS (Myotis brandti)
Fåtallig. Udbredt i dele af Himmerland. Angives som ret sjælden i Danmark. Brandt’s flagermus blev først i 1960’erne udskilt fra skægflagermus som en selvstændig art. Er også blevet kaldt stor skægflagermus. Skægflagermusen er i øvrigt ikke truffet i Nordjylland

I Smidie kalkgrube er talt op til ca. 170 vintersovende i dec. 1986. I Tingbæk Kalkmine iagttaget “nogle få” 4/4 1987.

I Atlas-perioden konstateredes arten bortset fra i Smidie i yderligere to kvadrater i det sydlige Himmerland.

VANDFLAGERMUS (Myotis daubentoni)
Ret almindelig. Udbredt i store dele af Nordjylland, især de centrale og østlige dele.

I Atlas-perioden fandtes arten i store dele af Nordjylland på nær Læsø. Især i Østvendsyssel og i de østlige og centrale dele af Himmerland er arten konstateret i de fleste kvadrater, mens arten i de nordlige, vestlige og centrale egne af Vendsyssel synes fåtallig.

I Smidie kalkgrube i Himmerland overvintrer ca. 500. I Tingbæk overvintrer omkring 100. I bunkers er der i Frederikshavn-området, og i enkelte tilfælde også ved Hirtshals, de senere år iagttaget en del overvintrende flagermus, især vandflagermus.

I perioden sep. 79 – apr. 85 blev der i en minegang i Hasseris i Aalborg iagttaget op til 181 vandflagermus (nov. 83). I 1986 blev der kun talt op til 87. Det menes, at flagermusene blev taget af børn, der forsøgte at holde dem som husdyr, og indgangen til minen blev derfor muret til – med et indflyvningshul til flagermusene. I februar 2019 blev der talt 140 rastende vandflagermus i denne mine.

I Daugbjerg og Mønsted kalkminer i Viborg amt overvintrer flere tusinde dyr. Ringmærkede individer fra Daugbjerg er fundet i store dele af Jylland op til 90 km fra minen, men ikke i Nordjyllands amt. Man kan derfor forestille sig, at de vandflagermus (og andre flagermusarter), der overvintrer i de nordjyske miner, for størstedelens vedkommende drejer sig om flagermus, der lever i Nordjylland også om sommeren. Det er dog sandsynligt, at i det mindste nogle af de mange flagermus fra vinterkvartererne i Mønsted og Daugbjerg lever i Nordjylland om sommeren..

DAMFLAGERMUS (Myotis dasycneme)
Fåtallig. Findes sandsynligvis kun udbredt i dele af Himmerland og i Limfjordsegnene. Ret sjælden i hele Danmark.

Melding fra 4/4 1987 om “nogle få” Tingbæk Kalkmine. I dec. 1986 er talt ca. 140 i Smidie kalkgrube. I sommeren 1982 fandtes en koloni i et hus i Himmerland. Dette var kun den anden kendte koloni (barselsstue) i landet. Den indtil da eneste kendte er i Ry. Fundet på oversomringsplads sammen med dværgflagermus i Skørping 1983-84. I august 1995 fandtes en trafikdræbt damflagermus ved Frederikshavn.

I Atlas-perioden fandtes arten i et enkelt kvadrat i det sydlige Vendsyssel, enkelte kvadrater ved Limfjorden samt en del kvadrater i Himmerlands centrale dele.

Har status som “sårbar” på den danske rød-liste.

FRYNSEFLAGERMUS (Myotis nattereri)
Fåtallig. Forekommer sandsynligvis kun i Østhimmerland. Angives som ret sjælden i Danmark.

I marts 1987 taltes ca. 75 overvintrende i Smidie Kalkgrube. Dette antal er i 1990 noget højere. I april 1987 er “nogle” set i Tingbæk Kalkmine.

Registreret i Atlas-undersøgelsen fra 3 kvadrater i det østlige og centrale Himmerland.

LANGØRET FLAGERMUS (Plecotus auritus)
Sandsynligvis ret almindelig og udbredt i dele af østlige Nordjylland. Angives som almindelig i Danmark.

Et enkelt fund angivet fra før 1947 fra Vesthimmerland. Et fund fra Hadsund maj 1989, og “en del” set i Hørby plantage i 1989.

Registreret under Atlas-undersøgelsen i 3 kvadrater i østlige og sydlige Vendsyssel og 6 kvadrater i centrale og sydlige Himmerland.

SKIMMELFLAGERMUS (Vespertilio murinus)
Sandsynligvis fåtallig som “fastboende” i Nordjylland. Kan dog være overset.

Fundet i Aalborg i november 1871, i Løgstør i oktober 1968 og i Dronninglund i november 1985. I Elling Tømmerhandel ved Frederikshavn blev 2 skimmelflagermus vækket under vintersøvnen den 5/12 1993.

I Atlas-undersøgelsen konstateret i 5 kvadrater i østlige Vendsyssel samt 7 kvadrater i Himmerland.

TROLDFLAGERMUS (Pipistrellus nathusii)

Sjælden. Udbredt i dele af Himmerland. Angives som sjælden i Danmark. Den 5/10 1993 fanges et eksemplar på en kutter nord for Skagen. Den blev sat i pleje i land og senere løsladt. Flagermusen har muligvis været på træk fra Østeuropa til Vesteuropa og er blevet slået ud af kurs. Arten er kendt for at kunne trække sydpå om vinteren. Den er ikke kendt fra kalkminerne.

I Atlas-undersøgelsen er arten konstateret syd for Frederikshavn samt i enkelte kvadrater i østlige og sydlige Himmerland.

DVÆRGFLAGERMUS (Pipistrellus pygmaeus)
Ret almindelig. Formodentlig udbredt i størstedelen af Nordjylland på nær de vestlige dele.

Et fund fra Læsø før 1968. Iagttagelser fra Mou 13/9 1980 og 12/5 1985. Oversomringsplads konstateret i Skørping i 1983-84. En findes død ved Vogn 3/8 1995. I sommeren 1998 findes ved Bjørnager ved Mosbjerg i Vendsyssel en ynglekoloni, som vurderes at bestå af dværgflagermus. Op mod 300 individer ses flyve ud fra stedet. Da bygningen er ejet af Vendsyssel Historiske Museum, formodes flagermusene ikke være truede her. En familie i Korsholt ikke langt derfra var ret utilfredse med at have mellem 50 og 200 dværgflagermus på loftet og ville træffe forholdsregler til, at de ikke kommer igen.

Ved Atlas-undersøgelsen bliver der i 1981-2004 indberettet dværgflagermus fra en lang række kvadrater i de østlige dele af Vendsyssel og Himmerland.

PIPISTRELFLAGERMUS (Pipistrellus pipistrellus)
Første gang registreret i Nordjylland i Frederikshavn Kommune i sommeren 2020 ved hjælp af flagermusdetektor. Ved Atlas-undersøgelsen var det nordligste fund i 1981-2004 gjort på Viborg-egnen, mens der var en del fund fra Sønderjylland og de østlige dele af Midtjylland.

NORDFLAGERMUS (Eptesicus nilssonii)
Et eksemplar af arten findes sensationelt overvintrende 7/3 2011 i bunker i Købstrup Skov ved Frederikshavn. Det er andet danske fund siden 1920. Det første var på Saltholm 2006. Arten blev genfundet i Købstrup Skov i 2012, og i 2013 blev konstateret 3 ex. Arten lever blandt andet i Norge og Sverige.

SYDFLAGERMUS (Eptesicus serotinus)
Sandsynligvis ret almindelig i det sydøstlige Vendsyssel samt i hele Himmerland. Indvandret til Danmark fra syd i løbet af de sidste ca. 100 år.

Der foreligger et ældre fund fra Hirtshals. Et eksemplar bliver fundet dødt ved Mou 13/6-74. 5 bliver hørt med detektor ved Hobro 21/8 1996.  

Ved Atlas-undersøgelsen registreret i 1973-1994 i en lang række kvadrater syd for en linje Fjerritslev – Sæby. Fra 2000-tallene fundet 6-7 steder i området, heraf flere registreret med detektor.

BRUNFLAGERMUS (Nyctalus noctula)
Sandsynligvis fåtallig i østlige Vendsyssel og ret almindelig i Østhimmerland.

Et fund fra Læsø fra før 1968. I maj 1985 bliver en hun fundet i Blokhus. 12/8 1986 bliver 2 iagttaget ved Gudumholm. Et eksemplar iagttages 21/7 1988 i Nørager. 2 eksemplarer ses 26/6 1993 i skov syd for Kærene, Læsø.

I Atlas-perioden registreret i 3 kvadrater i Østvendsyssel og en halv snes kvadrater i Østhimmerland.


Harer og kaniner

Hare, Kærsgård Strand. Foto: Kurt Prentow

HARE (Lepus capensis)
Meget almindelig. Udbredt i hele Nordjylland.

Da knogler fra hare er næsten umulige at skelne fra knogler fra snehare, ved man ikke så meget om, hvornår haren indvandrede til landet, men formodentlig har den levet her i adskillige tusinde år.

Haren er almindelig på Læsø, og den har sikkert indvandret til øen for flere tusinde år siden. Bing oplyser i sin bog om Læsø fra 1802, at harerne “creperede” i stor mængde i strenge vintre (i 1800-tallet var der næsten ingen skovbevoksning på øen), men at der siden udsattes harer fra fastlandet. Fra andre egne af landet vides det, at der er udsat harer fra bl.a. Böhmen for at “forbedre” den danske harebestand.

Der fandtes ca. 30 farme til opdræt af harer i Nordjylland i 1994. Opdræt af harer har været forbudt siden 1999.

Antallet af harer er gået alvorligt tilbage i de senere årtier som følge af den intensiverede landbrugsdrift samt sløjfningen af småbiotoper. I de senere årtier er harerne indvandret til byernes parker, sportspladser og villaområder.

VILDKANIN (Oryctolagus cuniculus)
Findes i Nordjylland kun på Græsholm i Hirsholmene. Dog kan der i perioder forekomme vildtlevende kaniner andre steder også, undsluppet fra burhold.

Kaninen menes at stamme fra Middelhavs-egnene. Er indført mange steder i Danmark siden sidst i 1800-tallet. Er endvidere indvandret over grænsen fra Tyskland, hvor den også er indført. Kaninen er ret udbredt i det sydlige Sønderjylland samt på Fanø.

På godset Oxholm på Øland ved Brovst udsattes kaniner omkring århundredskiftet, og i 1939 var der “en del kaniner”, som gjorde stor skade. Det drejede sig dels om udsatte vildkaniner, dels om forvildede angora- og bæverkaniner. Hvornår det lykkedes at udrydde denne bestand vides ikke.

På øen Græsholm i øgruppen Hirsholmene blev 17 tamme “harekaniner” udsat omkring 1900. På et tidspunkt blev der talt 300 stk., selv om der hvert år blev skudt en masse. Hvor stor bestanden er i dag, vides ikke. Der er adgangsforbud på Græsholm, men kaninerne kan bl.a. ses i kikkert fra den beboede naboø Hirsholm.


Gnavere

Halsbåndmus, Tornby Klitplantage. Foto: Kurt Prentow

EGERN (Sciurus vulgaris)
Almindelig. Udbredt i skove og plantager i hele Nordjylland undtagen Læsø.

Sandsynligvis indvandret for 8-10.000 år siden. Noget tyder dog på, at der i tidens løb har forekommet svingninger i dens forekomst. I 1700- og 1800-tallet nævnes egernet i datidig litteratur som forekommende i Jylland, men omkring 1900 synes arten at være helt eller næsten uddødt i landsdelen. Dog var der ynglefund fra Rold Skov i 1890’erne.

4 røde egern, indført fra Sverige, blev udsat på Skaføgård på Djursland i 1900. Nogle kilder angiver, at disse skulle være stamfædre til den efterfølgende ekspansion, mens andre mener, at derpå det tidspunkt stadig fandtes egern af den gamle stamme enkelte steder.

I perioden 1910-30 dukkede igen egern op rundt om i skovene, og der skete en ekspansion i årene derefter.

Ved en undersøgelse i 1933-34 fandtes ikke egern i det nuværende Nordjyllands amt og ej heller på Mors og i Thy. I 1936-37 dukkede de første egern op i det sydvestlige Himmerland og i Rold Skov, og i 1942-46 blev de set i både sydøstlige og nordvestlige Himmerland. Nåede først det nordøstlige Himmerland i 1950. I 1951 blev de første egern set nord for Limfjorden, nemlig i Tingbæk plantage i Hanherred, i 1953 blev der set egern i Hammer Bakker, og i 1956 i Dronninglund Storskov.

I begyndelsen af 60’erne skete en spredning op langs vestkysten, bl.a. blev arten iagttaget ved Hirtshals i 1961. Der skete for alvor spredning i årene 1964-68, hvor arten efterhånden blev iagttaget i egn efter egn. Skagen nåedes i 1967, mens det sydøstligste Vendsyssel nåedes i 1969. Herefter var hele Vendsyssel “besat”.

Omkring 1977 satte en kraftig bestandsnedgang ind. De nøjagtige årsager kendes ikke, men måske skyldes det klimatiske ændringer. Klimaændringer kan være årsag til dårlig frøsætning for rødgran, som er en vigtig fødekilde for egernet. Omkring 1989-90 sporedes en svag fremgang nogle steder i Nordjylland.

Egernet er vidt udbredt i landsdelens skove og plantager, men tætheden er meget forskellig. Selv på steder, hvor der almindeligvis ikke lever egern, kan man af og til træffe strejfere.

Egern, Tornby Klitplantage. Foto: Kurt Prentow.

Måske bevirker den i disse år mere og mere intensive drift af mange skove forringede levevilkår for egernet. Modsat kan mere ekstensiv drift, som nogle steder indføres i statsskove, måske føre til bedre levevilkår for arten. Blandt de forhold, som påvirker bestanden, er kolde/milde vintre samt frøsætningen hos eg og bøg. Egernet blev totalfredet 1/4 1990.

Forekommer i Nordjylland i tre farvevarianter: Rød, brun og sort. Der synes ikke at være noget bestemt mønster i den geografiske fordeling af de tre farvevarianter. I nogle egne af landet er én af farvevarianterne dominerende. Nogle kilder angiver, at de mørke egern er af den oprindelige danske bestand, mens de røde primært er afkom af indførte dyr.

BÆVER (Castor fiber)
Sjælden i Nordjylland. Arten er formentlig oprindeligt indvandret ca. 13.500 før nu og blev udryddet af mennesket ca. 2.500 før nu.

1999 blev 18 bævere fra Tyskland udsat i Flynder Å-systemet i det nordlige Vestjylland. De har siden formeret og bredt sig, og i 2013 blev de første bævere konstateret i Vesthimmerland, hvor de tilsyneladende er i gang med at etablere sig. I 2015 blev der konstateret bæver nord for Limfjorden, nemlig ved Fjerritslev.

RØDMUS (Clethrionomys glareolus)
Fåtallig til ret almindelig i dele af Midt- og Østvendsyssel. Ret almindelig i store dele af Himmerland. Lever ikke på Læsø.

Sandsynligvis indvandret ret tidligt, nemlig for 10-12.000 år siden.

Indtil Atlas-undersøgelsen foreligger der kun ret få fund af arten, selv om den sandsynligvis er ret udbredt. I det østlige Himmerland blev arten i 1985 konstateret i 3 undersøgelsesområder med i alt 22 eksemplarer, og den må således antages at være ret udbredt i store dele af Himmerland. I Vendsyssel blev arten første gang konstateret omkring 1936, hvor 2 ex. blev fundet ved Børglum Klosterskov syd for Sindal. Først i 1983 blev arten genfundet i Vendsyssel, nemlig ved Østervrå. Hertil kommer et fund fra juli 1990 fra Frederikshavn.

I forbindelse med Atlas-undersøgelsen blev arten fundet i store dele af Nordjylland, blandt andet gennem undersøgelser af ugle- og rovfuglegylp. Arten synes stadig at være fåtallig eller manglende i dele af det vestlige Vendsyssel og Hanherred.

MOSEGRIS (Arvicola terrestris)
Meget almindelig. Udbredt i hele Nordjylland på nær Læsø. Findes også på Livø og Egholm.

Indvandret for 8-10.000 år siden.

Formodentlig er mosegrisen gået tilbage i antal på grund af den omfattende dræning og tørlægning af søer, moser og enge, som har fundet sted, især i dette århundrede.

SYDMARKMUS (Microtus arvalis)
Sandsynligvis ret almindelig i Himmerland.

Skal angiveligt kun findes udbredt syd for Limfjorden. Et fund fra Nibe-egnen kendtes i 1956. Ned igennem Jylland bliver den mere og mere almindelig i forhold til markmus.
Er i Atlas-undersøgelsen registreret i enkelte kvadrater i Himmerland.

Er i naturen næsten umulig at skelne fra markmus. Forekomst kan bl.a. registreres ved hjælp af muserester i uglegylp.

ALMINDELIG MARKMUS (Microtus agrestis)
Meget almindelig. Udbredt overalt i Nordjylland undtagen Læsø.

Sikkert et af vore tidligst indvandrede pattedyr, nemlig for omkring 10-12.000 år siden.

Markmusen er væsentlig sjældnere i dag end for bare en generation siden, idet den intensiverede landbrugsdrift har gjort livet sværere for arten. Den er dog stadig meget almindelig i områder med græsoverdrev, klitter, heder m.m.

HUSROTTE (Rattus rattus)
Husrotte (også kaldet sort rotte) er formodentlig uddød i Nordjylland.

Menes at være indvandret til Danmark engang i middelalderen. Var således hovedskyldig i pestens store udbredelse i 1347-52. Husrotte var tidligere almindelig, men blev fortrængt af den grå rotte i 1800-tallet. Enkelte sporadiske indvandringer har sandsynligvis fundet sted i dette århundrede, men dyrene er forsvundet igen.

En mindre bestand fandtes i 1989 i en kornsilo på Århus havn som sandsynligvis det eneste sted i Jylland.

Som noget af en sensation fandtes en død husrotte i en natuglerede ved Oue Mølle i Himmerland i 1994, så måske gemmer der sig en eller flere små bestande hist og her.

Arten blev registreret i 2 Atlas-kvadrater på Lolland og Falster i perioden 2000-2003.

BRUN ROTTE (Rattus norvegicus)
Meget almindelig. Udbredt overalt i Nordjylland, også på Læsø. Ses ikke kun ved boliger, men også ude i naturen.

Dukkede op i Danmark omkring 1790, sandsynligvis indslæbt. Optrådte først på Sjælland, og senere på Fyn og i Jylland. Indvandrede først til egnene nord for Limfjorden efter 1850. På Læsø dukkede rotten op ret sent. Overalt fortrængte rotten efterhånden den sorte rotte.

Der er blevet færre rotter mange steder i de senere årtier. Det skyldes bl.a. mere rottesikre opbevaringsforhold for korn og lignende, sløjfning af de åbne lossepladser samt intensiv forfølgelse fra menneskenes side. Rotterne synes dog stadig at trives i dårligt vedligeholdte kloaksystemer.

Rotten indtager en særstilling i lovgivningen, idet den ikke bare må jages, mens skal jages, hvor den konstateres. Den er med andre ord fredløs.

HUSMUS (Mus musculus)
Meget almindelig. Udbredt overalt i Nordjylland undtagen ubeboede øer. Lever fortrinsvis ved boliger, men kan især i sommerperioden også leve udendørs.

Indslæbt engang i middelalderen.

Hirsholm angives i litteraturen at være den eneste beboede, danske ø, hvor der ikke lever husmus. 

En nyere undersøgelse af rester af gnavere i uglegylp tyder på, at husmusen er gået tilbage i antal.

DVÆRGMUS (Micromys minutus)
Almindelig i hele Nordjylland, undtagen Læsø.

Dværgmusen er indvandret til Danmark ret sent. I forrige århundrede fandtes den ret udbredt syd for Limfjorden, men først i 1939 fandtes den første dværgmus i Vendsyssel, nemlig i Skagen. Den anses nu for at være almindelig de fleste steder i Nordjylland, bortset fra Læsø og de små Kattegatøer, hvor den endnu ikke er konstateret (ifølge litteraturen). Den spredes ret let med eksempelvis korn, og måske er den allerede indvandret til Læsø også?

Ved en undersøgelse i Vejlerne i 1972 fandtes 32 dværgmus ud af 126 smågnavere og spidsmus. Ved en undersøgelse af kildeområder i 1983 (se under spidsmus) fandtes dværgmus i 1 af 5 områder, nemlig ved Krogens Mølle i Vendsyssel, med 1 eksemplar.

Et opslag i Naturbasen på hjemmesiden Danmarks Fugle og Natur i 2015 viser ret få fund fra Nordjylland. Det vides ikke, om Dværgmusen er gået tilbage i antal de senere år, eventuelt på grund af ændringer i landbruget.

SKOVMUS (Sylvaemus sylvaticus)
Meget almindelig i hele Nordjylland. Findes også i åbne områder; således er den almindelig i Vejlerne, og arten kan findes helt ude i klitterne.  Almindelig på Læsø (hvor den ofte kaldes markmus).

Indvandret for 8-10.000 år siden.

HALSBÅNDMUS (Sylvaemus flavicollis)
Almindelig i størstedelen af Nordjylland. Angives at mangle på Læsø.

Indvandret for 8-10.000 år siden.

Ved en opgørelse i 1952 kendtes fund fra Midt- og Vestvendsyssel samt Midt- og Sydhimmerland, og fra disse områder er der også fund fra de senere år.

Ved undersøgelser i Hanherrederne i 1960, 1975 og 1977 fandtes halsbåndmusen i store antal i skove og plantager øst for Fjerritslev, mens der overhovedet ingen fund var i skove vest herfor.

Ved en undersøgelse af kildeområder i 1983 fandtes halsbåndmus i 1 af 5 områder, nemlig ved Østervrå i Vendsyssel, med 5 eksemplarer.

Atlas-undersøgelsen i 1990-2003 viste, at halsbåndmusen nu var udbredt i hele Nordjylland, dog stadig med undtagelse af Læsø.

BIRKEMUS (Sicista betulina)
Uddød i Nordjylland.

Birkemusen nåede at få en meget lang tid i Nordjylland, idet den sandsynligvis indvandrede for9-11.000 år siden.

I 1863 blev Birkemus ifølge litteraturen første gang konstateret i Nordjylland. Da blev der fundet Birkemus ved Aalborg, og her blev de sidste set midt i 1930’erne. Siden er den ikke konstateret i Nordjylland, og det er nok tvivlsomt, om den nogensinde ses her igen.

Birkemusen lever så tæt på Nordjylland som i Thy, hvor den i nogle egne som det eneste sted i Danmark er ret udbredt. Findes også enkelte steder ved Esbjerg og måske på Kolding-egnen.

SUMPBÆVER (Myocastor coypus)
Kaldes også bæverrotte. Konstateret enkelte steder i Vesthimmerland under Atlas-undersøgelsen 1990-2005. Oprindeligt indført fra Sydamerika til Europa til farme og undsluppet herfra. Har status som en invasiv art, men den skønnes ikke at være under spredning


Rovdyr

Ulv, Mygdal nord for Hjørring, maj 2018. – Foto: Henrik Pedersen

ULV (Canis lupus)
Uddød i Nordjylland omkring 1840, men indvandret på ny i 2015.

Ulven indvandrede sandsynligvis kort efter istidens afslutning, idet den jagede renerne på tundraen. Ulven er således et af de pattedyr, der har levet i landet i den længste periode efter istiden.

Sandsynligvis har menneskenes husdyrhold været til fordel for ulven, og arten har været talrig et godt stykke op i middelalderen. Selv om der til tider har været drevet intensiv jagt på ulvene, så var de ikke så ligetil at udrydde, blandt andet fordi der kom nye til fra syd.

Fra 1695 lyder en beretning: “En dag i juni kom en af kongens Rytterbønder i Vendsyssel ind til ham (biskoppen i Aalborg) og beklagede vemodigen, at en Ulv havde om Natten bidt ihjel for ham 5 Heste og Hopper, som var alle de Bester, han havde”.

En beretning fra 1743 fortæller, at der fandtes “Ulve i overflødighed, som gjør ubodelig Skade og fast ombringer alt, hvad der af Bønderne tillægges”.

Der blev dog drevet heftig jagt på ulvene, og i 1769 mente man, at den sidste ulv af den oprindelige stamme var udryddet. Senere tilkomne menes at være strejfere fra syd. Om det var tilfældet med de ulve, der ifølge Gaardboe (se litteraturlisten) endnu huserede på Tversted-egnen mellem 1720 og 1730, eller om der var tale om ulve fra den oprindelige bestand, vides ikke.

Den sidste ulv i Vendsyssel menes skudt omkring 1800.

Den sidste ulv i Danmark angives af nogle kilder at være nedlagt ved Nibe i 1840’erne, mens andre kilder nævner andre steder og tidspunkter for landets sidste ulv. I hvert fald blev ulven endeligt udryddet fra Nordjylland og Danmark i øvrigt omkring midten af 1800-tallet.

I 2012 blev igen konstateret ulv i Danmark, idet et dyr blev set og fotograferet i Thy. Siden er konstateret op mod 15 eksemplarer i landet, og i 2015 blev den første konstateret i det tidligere Nordjyllands Amt, nemlig ved Fjerritslev.

RÆV (Vulpes vulpes)
Meget almindelig i hele Nordjylland, også på Læsø.

Indvandret for 8-10.000 år siden.

Ræveunger. Foto: Henrik Pedersen.

Bing skrev i 1802 om ræven på Læsø: “Dette Rovdyr kommer herover på Isen i de Vintre, stærk Frost indfalder, og endskiøndt her holdes de fleste Aar Ræve-Jagt, kan de dog ikke udryddes”. Dette lykkedes dog efter det næste århundredskifte, og den sidste blev skudt i 1910. I den strenge vinter 1928/29 kom der igen ræve til Læsø, og de har været her lige siden.

I isvintre vides ræven at gå over isen til småholme og øer i Limfjorden.

Der synes at være en vis tendens til, at rævene dukker mere og mere op i byernes villakvarterer. Måske skyldes det blandt andet den beplantning, der mange steder er sket i byernes randområder. Der kan også være tale om en tilpasning til en ny biotop på samme måde som det er sket for fugle som solsort og ringdue, der også er indvandret til villakvartererne.

Rævene synes ikke at være truede, selv om der drives ret kraftig jagt på dem, og selv om de i perioder er blevet ramt af skab, som dræber mange ræve.

MÅRHUND (Nyctereutes procyanoides)
Lever trods bekæmpelse stadig i det fri mange steder i landsdelen. Yngel i det fri er konstateret i Lille Vildmose og flere andre steder.

Arten stammer fra Østasien. Udsat og undsluppet fra fangenskab i Europa. Formodentlig indvandret til Danmark fra Tyskland.

Fundet en del steder både før, under og efter Atlas-undersøgelsen 1990-2005, men bekæmpelse har begrænset artens forekomst. En målrettet bekæmpelse i Lille Vildmose bevirkede aflivning af 18 mårhunde i perioden 2011-14.

Ifølge jagtstatistikken blev der i 2020/21 indberettet 1201 skudte mårhunde i det tidligere Nordjyllands Amt, som denne oversigt omfatter. Eneste kommune uden nedlagte mårhunde var Læsø. Arten blev i årene 2012-17 indberettet med omkring en halv snes i de vendsysselske kommuner (excl. Aalborg Kommunes vendsysselske del). Derefter skete en dramatisk stigning i antallet, idet der i 2020/21 blev indberettet 241 i samme område.

Mårhunden betegnes som en invasiv art, der bekæmpes.

VASKEBJØRN (Procyon lotor)
Fundet en del steder både før, under og efter Atlas-undersøgelsen 1990-2005. Stammer fra Nord- og Mellemamerika. Udsat i Tyskland og indvandret herfra til Danmark. Tillige forekommer formodentlig udslip fra fangenskab. Betegnes som en invasiv art, men er ikke nær så stort et problem som mårhund.

SKOVMÅR (Martes martes)
Sjælden. Udbredt i enkelte skovområder i det centrale og østlige Himmerland samt sandsynligvis enkelte steder i Østvendsyssel og Vesthimmerland.

Indvandret i samme periode som de andre skovlevende arter for 8-10.000 siden.

Ved en undersøgelse, foretaget i 1945, ansås skovmåren i Nordjylland kun at forekomme syd for Limfjorden, specielt talrigt i Rold Skov.

Ved en ny undersøgelse i 1976-77 konstateredes kun ét fund nord for fjorden efter 1950, nemlig ved Hals Nørreskov i 1958. Dette fund er dokumenteret ved kranieundersøgelser, mens et fund af en trafikdræbt skovmår 27/5-76 ved Gjurup sydvest for Hjørring må anses for tvivlsomt.

Nogle fund fra det østlige Vendsyssel i 90’erne kan måske tyde på, at skovmåren enten har været overset eller er genindvandret – forudsat at dyrene er rigtigt artsbestemt, og der ikke har været tale om husmår. Fundene er fra Vandværksskoven i Frederikshavn den 22/6-1987, Sæbygaard Skov sommeren 1994 (2 unger), Bøgsted Skov 1/10-94 (fodspor) og Tolne Skov 27/10-94 (ekskrementer).

En fast bestand forekommer i Rold Skov og i Tofte Skov.

Det er svært at konstatere, om skovmåren er på nogen måde er truet, men forhåbentlig får den lov at overleve i de store skovområder, hvor den lever nu. Arten er totalfredet.

HUSMÅR (Martes foina)
Almindelig i det meste af Nordjylland, inkl. Livø og Egholm. Findes ikke på Læsø.

Sandsynligvis indvandret ret sent, nemlig engang i løbet af de sidste 1-2.000 år, idet den er ret tæt knyttet til menneskelig beboelse.

På et prikkort over nedlagte mårer i jagtsæsonen 1967/68 havde Vendsyssel en meget stor tæthed (blandt de største i landet), mens tætheden i Himmerland var langt mindre.

Husmåren er gået kraftigt frem i hele landet i dette århundrede. En vis bestandsnedgang er sket i de senere årtier, vel nok på grund af bedre boligvedligeholdelse og dermed færre levesteder, både for mårer og deres byttedyr. Under Atlas-undersøgelsen 1992-2005 blev arten konstateret i næsten alle kvadrater i landsdelen (excl. Læsø).

LÆKAT (Mustela erminea)
Ret almindelig i hele Nordjylland. Findes ikke på Læsø. Findes på Livø og Egholm.

Sandsynligvis indvandret for 8-10.000 år siden.

På et prikkort over nedlagte lækatte i jagtsæsonen 1970/71 ses en tæthed i Nordjylland, der i det store og hele svarer til det øvrige Jyllands. Der ses ikke påfaldende koncentrationer i nogle egne af landsdelen.

Lækat, Hirtshals Havn. Foto: Henrik Pedersen.

I 1960’erne udsattes lækatte på Livø for at holde bestanden af mosegris nede. Senere blev lækattene en plage, men et par mårer indvandrede over isen og hjalp med at holde Lækattene nede. En lignende udsætning har fundet sted på andre småøer tidligere. Udsætning af den slags er i dag forbudt.

Der er en tydelig nedgang i vildtudbyttetallene på landsplan i perioden 1952/53 til 1971/72. Denne nedgang afspejler sandsynligvis en reel tilbagegang, som også har fundet sted i Nordjylland. Nogle af grundene hertil er færre byttedyr (især mus) og færre levesteder, såsom stendiger, overdrev m.m.

BRUD (Mustela nivalis)
Ret almindelig i hele Nordjylland. Findes ikke på Læsø.

Indvandret for omkring 8-10.000 år siden.

Flere undersøgelser tyder på, at bruden er mindst lige så almindelig som lækatten, måske er den mere almindelig.

Brud, Tornby Klitplantage. Foto: Jonna Andreassen.


ILDER (Putorius putorius)
Ret almindelig, men sjældnere end mår, lækat og brud. Udbredt i det meste af Nordjylland. Findes ikke på Læsø.

Ligesom mange andre pattedyrarter indvandret for 8-10.000 år siden.

Ved en undersøgelse over nedlagte ildere i jagtsæsonen 1969/70 fandtes en ret jævn fordeling af nedlagte ildere i Nordjylland, med en tæthed, som stort set svarer til det øvrige Jyllands. Dog blev der ikke nedlagt ilder nord for en linje Tornby – Jerup. Der konstateredes i samme undersøgelse en nedgang i antallet af nedlagte ildere på landsplan i perioden 1943/44 til 1969/70, hvilket givet afspejler en bestandsnedgang, som også har fundet sted i Nordjylland.

Også andre observationer tyder på ret kraftig bestandsnedgang, også efter 1969/70. Nedgangen skyldes sandsynligvis landskabsændringer (rørlægning, tørlægning, fjernelse af hegn og diger) og færre byttedyr (mus, rotter, frøer). Muligvis også øget konkurrence med mår og mink samt forfølgelse fra menneskenes side på grund af ilderens formodede efterstræbelse af høns og duer.

MINK (Mustela vison)
Ret almindelig i hele Nordjylland. Iagttages også på Læsø. Undsluppet fra fangenskab.

Undslupne dyr ses ofte mange steder i Nordjylland. Nordjylland har den største tæthed af minkfarme i landet, og dermed sandsynligvis også den største “bestand” af vildtlevende mink. Af vildtudbytte-statistikkerne ses, at der i årenes løb er nedlagt mange hvert år. Yngel i det fri er tidligere konstateret flere gange. Efter corona-udbruddet i 2020 og den deraf følgende nedslagtning af mink er situationen meget forandret. Hvis ikke de vildtlevende mink yngler, uddør arten måske i Nordjylland.

GRÆVLING (Meles meles)
Ret almindelig i centrale/østlige Vendsyssel samt det meste af Himmerland. Sjældnere i øvrige egne. Findes ikke på Læsø.

Indvandrede samtidig med de andre skov-tilknyttede arter for 8-10.000 år siden.

Ved en spørgeskemaundersøgelse i 1972/73 rettedes der henvendelse til jægere, som havde nedlagt grævling i perioden 1/4 72 – 31/3 73. Jægerne blev andet spurgt om lokaliteten for hvert enkelt dyr. Et kort over lokaliteterne viser for Nordjyllands vedkommende, at grævlingerne blev nedlagt over næsten hele Nordjylland undtagen på Læsø. Dog er der et område i det vestlige Vendsyssel, hvor der ikke blev nedlagt grævlinger. Det drejer sig stort set om området vest for en linje Hjørring – Nørresundby. Der er dog af og til iagttaget grævlinger i området, og eksempelvis Tornby Klitplantage huser grævlinger. I Hanherred er der kun nedlagt to dyr. Derimod er der nedlagt mange dyr i Østhimmerlands skovområder.

Grævling, Mygdal. Foto: Henrik Pedersen.

I øvrigt svarer udbredelsen ret nøje til områder med morænebakker, mens området i Vestvendsyssel med ingen eller kun få grævlinger er ret fladt. Flere kilder oplyser, at grævlinger foretrækker at anlægge deres grav på bakkesider. Udover topografi og jordbundsforhold er sandsynligvis bevoksningen (helst skov) og bebyggelsesgrad medvirkende faktorer for forekomsten af grævlinger på en egn.

Er gået tilbage i antal i de senere år. Årsagerne er sandsynligvis forringelse af levesteder, herunder ændrede dyrkningsmetoder og afgrøder, samt muligvis øget forstyrrelse. Grævlingen blev totalfredet i 1994.

ODDER (Lutra lutra)
Ret sjælden, men findes i de fleste større nordjyske åer og deres tilløb. Findes ikke på Læsø.

Indvandret for 8-10.000 år siden.

Flere kilder oplyser, at odderen var ret almindelig ved de fleste større åer i Nordjylland for bare et par menneskealdre siden.

Odderen har været udsat for en kraftig tilbagegang i 1900-tallet, og årsagerne hertil kan sikkert søges i et sammenfald af følgende trusler: Drukning i ruser, trafikdrab (især ved broer over vandløb), generel forringelse af levesteder, forstyrrelser i form af bl.a. sportsfiskeri og sejlads, samt miljøgifte. Tidligere også jagt.

Ved en opgørelse over antal nedlagte oddere i jagtsæsonerne 1956/57 – 1959/60 er der 4 fund fra Nordvestvendsyssel (Liver Å og Uggerby Å), 10 fra Østvendsyssel, 2 fra Ryå’s nedre løb, 4 fra Mariager Fjord-området samt over 15 fra Vejlerne i Hanherrederne. Der er ingen fund fra Skagens Odde, Sydvestvendsyssel, Hanherrederne (bortset fra Vejlerne) samt hele Himmerland (bortset fra Mariager Fjord).

I 1979/80 ansloges landsbestanden af odder til højst 40 ynglende hunner, og heraf 1 – 3 hunner i Nordjyllands amt. Hertil skal dog føjes, at der var en pæn lille bestand i Vejlerne, der ligger på grænsen mellem Nordjyllands og Viborg amter.

En undersøgelse over odderens forekomst i Nordjyllands og Viborg amter blev foretaget i november – december 1984. Ved denne undersøgelse fandtes der i Vendsyssel spor af oddere ved Varbro Å, Uggerby Å, Voer Å, Lindholm Å og Ry Å, mens der i Himmerland var spor af oddere ved Bjørnsholm Å og Lerkenfeld Å.

Odder. Foto: Henrik Pedersen.

I 1986 blev set op til 3 oddere på samme dag i Vejlerne. Samme år 4 oddere sammen ved Uggerby Å samt en rusedruknet odder i Liver Å. I 1988 fandtes en død odder i Voer Å. I 1991 blev set op til 6 på én dag i Vejlerne. I 1996 blev iagttaget flere dyr ved Voer Å. I 1997 ses der oddere på 3 nye lokaliteter: Stavad Enge (gennemløbes af Ryå) ved Pandrup, ved Ålbæk samt i Østerådalen i Aalborg. I efteråret 1999 fandtes en død odder på Tornby Strand. Den var sandsynligvis rusedruknet i Liver Å, smidt i åen og drevet ud i havet. Den 9/12 1999 fandtes en trafikdræbt odder på en vej ved Manna Mose, Brønderslev. 4/12 2009 fouragerede en odder mellem høfderne på Lønstrup Strand.

I løbet af 90’erne og frem har der heldigvis været en flot fremgang i den nordjyske odderbestand, og dyr eller spor efter dem iagttages i stort set hele Nordjylland. Således viste en undersøgelse af spor efter odder ved 150 stationer i Nordjyllands amt i 1996 spor ved 57 stationer, mens der i 2004 var 136 stationer med spor. Under Atlas-undersøgelsen 1994-2004 blev arten konstateret i stort set alle kvadrater i området. Den gode dækning skyldes bl.a. en målrettet eftersøgning efter arten, herunder sportegn. De enkelte dyr kan bevæge sig en del omkring. I marts 2023 blev odder for første gang i nyere tid konstateret – ved hjælp af vildtkamera – på øen Egholm ved Aalborg.

Odderen blev totalfredet i 1967.


Sæler

Hvalros, Kjul-Uggerby Strand, 28/11 1999. Foto: Nordsøen Oceanarium

HVALROS (Odobenus rosmarus)
Kun 8 forekomster i Danmark i nyere tid, hvoraf de 5-6 blev set i Nordjylland. For fuldstændighedens skyld omtales alle danske fund nedenfor.

Hvalrossen har sandsynligvis en meget lang historie bag sig i nordjyske farvande, idet den har levet her under istiden. To stødtænder er fundet i Nordjylland, den ene i en grusgrav i Jyske Ås, den anden i en grusgrav ved Brovst. Den førstnævnte er dateret til at være 23.500 år gammel.

Nogle hvalros-tænder, som blev fundet ved Rubjerg Knude, mentes af nogle at være udvaskede fra klinten og stamme fra istidens slutning. En senere kulstof-14 datering viste imidlertid, at tænderne kun var 4-500 år gamle. De stammede med andre ord sandsynligvis fra et skibsforlis.

I vinteren 1926-27 blev en hvalros set ved Hanstholm, Lild Strand og Skagen. Den blev nedlagt ved Göteborg i januar 1927. Sandsynligvis samme eksemplar var tidligere set ved Shetland, i Norge og i Holland.

Den 20/12 1976 blev et dyr set ved Vejlby Strand / Vrist i Vestjylland.

En yngre han blev fanget i Holland i marts 1981 og sluppet løs igen. Blev set ved Esbjerg 25/5-81, ved Trans syd for Thyborøn 26/5-81, ved Løkken 27/5-81 og ved Skagen 28/5-81. Derefter blev den set ved Sveriges vestkyst i juni 81.

I januar-februar 1998 blev en Hvalros set først ved henholdsvis Hollands og Tysklands Nordsø-kyster, og dernæst dukkede den op på Sveriges Kattegatkyst den 8/2. Den trak så nordover og blev senere set flere steder i Sverige og i Norge. Denne Hvalros passerede med andre ord Danmark og Nordjylland uden at blive observeret.

Den 28/11 1999 strandede en Hvalros på Uggerby Strand. Den var angiveligt afkræftet og såret og blev derfor aflivet. Den vejede 660 kg. Skindet og skelettet er udstillet på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

Dansk Pattedyratlas nævner en observation fra den 12/8 2003, hvor en lokal fisker så en hvalros på øen Deget ved Frederikshavn. Han meddelte straks observationen til vildtkonsulenten i Skov-og Naturstyrelsen, der senere på dagen fik en tilsvarende melding fra endnu en fisker. Senere sejlede medarbejdere fra skovdistriktet til lokaliteten, men dyret var da forsvundet.

Den 5/2 2010 rastede en Hvalros ved Fjand i Vestjylland. Den 7/2 samme år blev den set ved Trans lidt længere nordpå. En fisker fra Løkken så senere samme vinter/forår en hvalros, men vi har ikke nærmere oplysninger om observationen.

Den 17/2 2021 gik en Hvalros i land på en høfde ved Nr. Vorupør i Thy. Den var forsvundet dagen efter. Den 19/3 2021 dukkede samme individ op i Hvide Sande. Derefter blev den set i Holland (hvor den fik navnet Freya) og Storbritannien. I december 2021 var denne Hvalros på Shetlandsøerne. Den vendte tilbage til Hvide Sande den 25/1 2022, og herfra tog den på fourageringstogter og vendte tilbage igen – med en smuttur til Thorsminde. Den 7/3 2022 dukkede den op i Hirtshals Havn. Den blev et par dage efter set ved Smögen, Bohuslän, Sverige. Den opholdt sig et stykke tid i skærgården, indtil myndighederne syntes, at den var til for stor gene for folk, hvorfor den blev aflivet den 14/8 2022.

Den 16/5 2022 lå en hvalros på stranden ved Østerby Havn på Læsø. Det var ikke samme individ som nævnt ovenfor, idet den havde længere stødtænder. Efter en længere tur gennem Øresund til Østersøen blev den fundet død i Finland i juli 2022, angiveligt død af sult.

SPÆTTET SÆL (Phoca vitulina)
Ret almindelig omkring Læsø og i dele af Limfjorden. Bestanden er på 500 – 800 dyr (1991).

Der findes to samlede bestande i Nordjylland: Ved Læsø med omliggende holme og grunde, (ca. 400 dyr i 1984), samt Løgstør Bredning (529 dyr i 1984). De to nærmeste nabobestande er i vestligste Limfjord og ved Anholt. Almindeligvis sker der ikke udveksling mellem de nordjyske bestande og den bestand, der findes i Vadehavet, men en sæl, som var udsat af Aalborg Zoo ved Hals i 1986, blev i 1991 genfundet i Vadehavet.

Udenfor bestandsområderne ses jævnligt spættede sæler ved de fleste nordjyske kyster, ligesom der af og til findes døde sæler på strandene.

I 1988 blev den danske sælbestand ramt af en epidemi, der dræbte skønsmæssigt halvdelen af dyrene. Bestanden er dog allerede taget godt til igen og formodes fortsat at gå frem i de kommende år.

Efter epidemien (1989-91) blev der i nogle år set væsentligt færre sæler udenfor de faste leveområder end tidligere år, men antallet af disse strejfere er siden tiltaget en del igen.

Bestanden af spættet sæl generelt i Danmark er trods virusangrebene i 1988 og 2002 omtrent seksdoblet fra 1976 til s005.

Da forureningen af vore have og fjorde er blevet formindsket i det seneste tiår, synes der at være håb om, at de spættede sæler i fremtiden fortsat kan have nogle gode bestande i Nordjylland. En trussel er dog forstyrrelser fra især lystsejlere og windsurfere, især overfor små unger, der behøver fred i den første tid, hvor de helst ligger på land. Sæler fanges af og til i fiskeres garn, hvor de drukner.

GRØNLANDSSÆL (Phoca groenlandica)
To fund. Den 14/3 1987 blev en han fundet på Saltum Strand. Den blev transporteret til Nordsømuseet i Hirtshals, hvor den døde samme dag. Det var det første fund af arten i Danmark. Senere blev 4 grønlandssæler fundet døde eller døende, og hertil et levende eksemplar, langs Jyllands vestkyst. Desuden blev et eksemplar fundet ved Vangen syd for Frederikshavn 5/5 1987; den blev plejet af Falck og dyrlæge og udsat igen.

De danske fund blev gjort i forlængelse af en invasion til Norges kyster af sæler fra drivisområderne ved Svalbard og måske Grønland i vinteren 1986-87.

Der foreligger oplysninger om en invasion af grønlandssæler til de norske kyster i 1902-03, og herunder skulle enkelte være set i Limfjorden. Der foreligger dog intet bevis herfor. 

GRÅSÆL (Halichoerus grypus)
Sjælden i Kattegat, meget sjælden i øvrige farvande, men tiltagende i antal de senere år.

Der foreligger fund fra Skagen i 1958 og 1967. Efter 1985 1-2 fund årligt ved Nordjyllands Kattegat-kyster, herunder Læsø. I 1998-99 flere fund omkring Hirtshals, bl.a. to halvstore unger.

Gråsæl. Foto: Kurt Prentow.

Den oprindelige Kattegat-bestand er uddød, mens den nuværende bestand menes at bestå af strejfere fra de britiske øer, hvor bestanden i mange år har ekspanderet kraftigt. Det er sandsynligvis fortrinsvis hanner, der når de nordjyske kyster, men fra sidst i 80’erne er arten begyndt at yngle på Anholt. Skønnet Kattegat-bestand var i 1980 ca. 25 dyr. Op til 9 eksemplarer set på Anholt i 1978. I forår-sommer 2010 blev set 23 på Søndre Rønner på Læsø og 6 Krik Vig i vestlige Limfjord. Der findes også en bestand i den indre Østersø, men denne bestand er i aftagende.

I 1997 blev en unge af Gråsæl set på Hirsholmene. Det er det første sikre ynglefund af arten i landet i nyere tid. Siden er der gjort adskillige ynglefund. I 2000-tallet har der været et stigende antal observationer af arten i Nordjylland. Ved Grenen ses arten stort set året rundt, med helt op til en halv snes ad gangen, men arten ses også en del andre steder.

RINGSÆL (Pusa hispida)
1 fund fra nyere tid: Et eksemplar blev nedlagt ved Læsø i juni 1890.

Arten var sandsynligvis helt op til århundredskiftet årlig gæst i Kattegat. Det drejede sig om individer fra Østersø-bestanden. Denne bestands leveområde begrænser sig nu til den Botniske Bugt.

Ringsælen er også udbredt i Nordnorge og videre nordover.

KLAPMYDS (Cystophora cristata)
2 fund: 2/12 1996 1 strandet på Skagen Nordstrand. Blev aflivet, da den ikke ville svømme til havs igen. 2/8 1999 1 død Gl. Skagen.


Parrettåede hovdyr

Rå med lam, Tornby Klitplantage, juni 2012. Foto: Kurt Prentow

VILDSVIN (Sus scrofa)
Uddød. Enkelte vildtlevende, undsluppet fra indhegninger.

Sandsynligvis indvandret for 9 – 10.000 år siden.

Den oprindelige bestand forsvandt for flere århundreder siden, sandsynligvis fordi klimaet blev for koldt.

Frederik den 2. forsøgte i midten af 1500-tallet at indføre vildsvin fra Sachsen. Det mislykkedes, da dyrene antagelig ikke kunne tåle de kolde vintre. Kongen forsøgte igen i 1581, hvor 21 dyr indførtes til Jylland. Denne gang lykkedes det bedre, og svinene bredte sig til store dele af Jylland, også til Vendsyssel. Forfølgelse og strenge vintre gjorde det efterhånden af med dyrene, og i 1788 menes de sidste at være forsvundet.

I dag findes der flere steder vildsvinebestande under hegn. Den største og kendteste er den i Tofte Skov, Lille Vildmose.

I Skårupgård-Tolne skov findes en fritgående bestand på mindst 18 dyr (1989).

Også andre steder i landsdelen iagttages af og til fritlevende vildsvin, der er undsluppet fra indhegnede bestande.

RÅDYR (Capreolus capreolus)
Almindelig. Udbredt i hele Nordjylland.

Indvandret for 10-12.000 år siden. Rådyret blev indført på Læsø i 1953 og 1954. Her er nu en god bestand. På Livø blev rådyr fra Kalø udsat i 1957, og også her er en god bestand.

Rådyret har i de senere årtier bredt sig til mange nye områder. Det er sket, efterhånden som der opstår egnede levesteder, eksempelvis ved anlæg af småplantager og grønne områder ved byerne, tilgroning af moser m.m.

KRONDYR (Cervus elaphus)
Efterhånden almindelig og udbredt i hele Nordjylland. Bestanden i Nordjylland blev i 2014 anslået til ca. 4.000 dyr. Bestanden er steget år for år gennem en lang årrække.

Efter at krondyret havde levet i landet siden jæger-stenalderen for ca. 10.000 år siden, blev det udryddet mange steder i løbet af 1700- og 1800-tallene. Levede tidligere også på Læsø, hvorfra det menes at være forsvundet, da skovene blev fældet her i 1800-tallet. Kun enkelte steder i Jylland overlevede krondyrene, blandt andet i Himmerland, og disse er stamfædre til de nulevende danske krondyr. Desværre er nogle af lokalbestandene opblandet med udefra tilførte hjorte, se nedenfor.

I det indhegnede reservat i Tofte Skov – Lille Vildmose menes der at leve ca. 400 krondyr. Reservatet blev etableret i begyndelsen af 1900-tallet, men dyrene tilhører den oprindelige jyske stamme. I den ligeledes indhegnede Høstemark Skov findes ca. 125 dyr, som blev indført her i1930-erne. På samme tid etableredes indhegningen i Trend i Vesthimmerland, og her findes ca. 50 dyr. I Rold Skov-komplekset menes at stå ca. 250 krondyr, og i de øvrige skove og plantager i Himmerland vel 20 – 30 dyr.

Kronhjort, Slotved Skov. Foto: Kurt Prentow.

Den nordenfjords krondyrbestand er opstået i løbet af 1970’erne. De første dyr svømmede sandsynligvis over Limfjorden til Thy/Hanherred omkring 1968-70. I sidste halvdel af 70’erne skete flere udsætninger af dyr fra Finland, fra den gamle jyske stamme og fra Jægersborg Dyrehave. I Tranum, Rødhus og Vester Thorup Klitplantager og mellemliggende og tilstødende skove og plantager var i 1991 godt 170 dyr.

I det nordlige Vendsyssel fandtes sidst i firserne en bestand på 10 – 15 dyr, der menes at stamme fra et udslip fra en farm ved Tolne. Disse var tilsyneladende forsvundet (skudt?) omkring 1990-91. I 1991 skete et udslip af kron- og dådyr fra en farm ved Ålbæk. Disse ca. 60 krondyr har- måske suppleret af dyr fra bestanden i Sydvest-Vendsyssel og Hanherred, etableret en livskraftig bestand i området det nordlige Vendsyssel.

Strejfende dyr er i 80’erne og 90’erne set blandt andet i Tornby og Uggerby Klitplantager samt en del andre steder, hvor der ikke normalt forekommer krondyr. I Store Vildmose er der efterhånden etab

Genetiske undersøgelser over danske krondyr har vist, at bestandene på Djursland, i Midtjylland (herunder Rold Skovene) og i klitplantagerne i det tidligere Ribe amt er af samme oprindelse og kan betragtes som den oprindelige bestand, mens der er genetiske afvigelser til bestandene i Jylland nord for Limfjorden, samt til en dyrehavebestand i Himmerland. I disse to sidstnævnte er der udsat enkelte dyr fra Jægersborg Dyrehave, hvortil der bl.a. er indført tyske hjorte.

Krondyrene holdes nogle steder i hjortefarme, hvorfra udslip af og til sker, som ovenfor nævnt. Oprindelsen for disse farmdyr er uvis.

SIKA (Cervus nippon)
Enkelte vildtlevende i Nordjylland, undsluppet fra farme.

Menes indført til Danmark ca. år 1900. Enkelte steder i landet findes fritgående bestande. I Nordjylland har tidligere levet nogle få og små, meget afgrænsede bestande, bl.a. ved Hals. Der menes ikke i længere at være vildtlevende sika i landsdelen.

Sika vides at kunne hybridisere med krondyr, og fritlevende sika indebærer således en fare for at “forurene” krondyr-bestanden.

DÅDYR (Dama dama)
Efterhånden ret udbredt, især via farmudslip og udsætning. Vildtlevende bestand cirka 1.800 dyr (2014). Er også udsat på Læsø.

På Livø menes udsat dådyr allrede i 1200-tallet af Valdemar Sejr. I første halvdel af 1900-talletvar der over 100 dyr, men i 1980 var der kun én då tilbage. I 1982 blev der udsat 2 hjorte og 5 dåer fra Jægersborg Dyrehave, og siden er bestanden vokset til 30 dyr i 1989.

This image has an empty alt attribute; its file name is Raadyr-02-php-1.jpeg
Dådyr. Foto: Henrik Pedersen.

En fritgående bestand på 20 – 30 dyr findes i Børglum Klosterskov syd for Sindal. Størsteparten af dyrene er hvide. Dyrene blev oprindeligt udsat i Baggesvogn Skov, hvorfra de kort tid efter udsættelsen blev fordrevet under en jagt. Flokken fandt selv vej til Børglum Klosterskov, hvor de blev set første gang i januar 1923. Da var der 12 dyr, hvoraf 6 var hvide og 6 blågrå. De mørke blev bortskudt, mens der i løbet af nogle år var en bestand på ca. 50 hvide. Enkelte dyr ses af og til i nærliggende småskove og plantager. Fra omkring 1990 er der enkelte normalfarvede dyr blandt de hvide.

Der er mange hjortefarme i landsdelen, og størsteparten af dyrene heri er dådyr. Der undslipper fra tid til anden dyr fra disse farme. I 2010 blev omkring 100 dådyr udsat af jægere ved Dronninglund og Store Vildmose.


Hvaler

Almindelig delfin, Skagen. Foto: Conny Jensen.

De fleste fund af hvaler i Nordjylland indtil 2000-tallet drejer sig om strandede individer. Mange af de fundne arter lever ikke almindeligt i de farvande, der omgiver Nordjylland, men er strejfere, der er kommet bort fra deres egentlige leveområder.

Det er af gode grunde næsten umuligt at sige, hvornår de enkelte hvalarter har levet i vore farvande. Man må formode, at sydlige arter har været hyppigere i varmere perioder, mens nordlige arter har været hyppigere i koldere perioder. Fra en kold periode i slutningen af istiden er der som tidligere nævnt fundet knogler af hvidhval, spækhugger, finhval, blåhval og grønlandshval i området mellem Hjørring og Frederikshavn.

I de seneste ti-tyve år har hvalerne været genstand for en del opmærksomhed, dels gennem projekterne ”Fokus på hvaler” og Atlas-projektet Danmarks Pattedyr og dels gennem hjemmesiden www.hvaler.dk, der er videreført i Facebook-regi. Denne opmærksomhed har gjort, at friluftsfolk som sejlere, lystfiskere, fuglekiggere og andre naturbrugere har haft øget opmærksomhed på hvalerne. Hertil kommer, at mange mennesker i dag er i besiddelse af digitale kameraer/mobilkameraer, som gør det forholdsvis enkelt at dokumentere observationer, herunder artsbestemmelse, af de iagttagne hvaler. De sociale medier er også medvirkende til denne øgede opmærksomhed. Det er naturligvis også muligt, at der generelt forekommer flere og flere hvaler, især fra delfin-familien, i vore farvande, måske som følge af klimaændring.

Som eksempel på de øgede antal af hval-observationer kan nævnes, at der den 20/1 2019 blev iagttaget følgende hvaler omkring Skagen: Spækhugger 5, hvidnæse 8-10, almindelig delfin 1 samt marsvin 1.

I det efterfølgende nævnes fund fra det tidligere Nordjyllands amt og tilgrænsende farvande. Observationer fra ”Det gule Rev” i Skagerrak, der ofte besøges af lystfiskerbåde, nævnes generelt ikke, men fundene herfra stemmer generelt ret godt overens med de fund, der er nævnt nedenfor.

Hvor andet ikke nævnes, at der tale om strandede, døde individer.

HVIDNÆSE (Lagenorhynchus albirostris)
Sandsynligvis ret almindelig i Skagerrak, men sjælden i Kattegat. Der ses en klar øgning i antallet af observationer i 2000-tallet.

Knap en halv snes fund før 1970.

Fra 1970 – 1999 følgende fund:
9/7 1970 2 døde mellem Blokhus og Løkken.
22/9 1974 1 død Nørlev Strand.
31/3 1981 1 død Hou.
Medio juni 1983 1 død Skagen Nordstrand.
15/1 1984 2 døde ved Blokhus.
2/2 1984 1 død Stensnæs.
4/4 1984 1 død Egense.
7/7 1984 1 død Hirsholmene.
Maj 1985 observationer af flokke i Skagerrak.
8/9 1985 1 død Blokhus.
Sommeren 1988 observationer af flokke i Skagerrak.
20/8 1990 2 døde Hirtshals.
Februar – marts 1987 gammelt kranium fundet mellem Tversted og Skiveren.
26/2 1987 1 død Slettestrand.
Efteråret 1987 5 flokke set fra skib i det vestlige Skagerrak.
22/2 1988 1 død Løkken.
21/2 1989 1 iagttaget i Jammerbugten.
29/5 1991 5 set fra land ved Grenen.
2/4 1996 1 død Nørre Lyngby.
3/10 1996 1 død Skagen.
15/11 1996 1 død Skagen.
29/1 1997 1 død Skagen Nordstrand. 26/5 2000 1 Blokhus.

Fra dette århundrede følgende fund:
25/5 2000 1 død Blokhus.
23/12 2000 1 død Øster Hurup.
22/6 2002 1 død Saltum Strand.
21/7 2003 1 nyfødt død Tranum Strand.
9/1 2005 1 frisk død Grenen.
9/5 2005 mindst 5 fouragerende ud for Hirtshals Havn
28/5 2005 1 død Lønstrup.
24/9 2005 1 levende Nørre Uttrup, fundet død dagen efter.
28/5 2006 7 set fra land Grenen.
27/8 2006 1 set fra land Grenen.
14/2 2007 11 set fra land Hirtshals.
28/2 2007 2 set fra land Grenen.
28/4 2007 2 set fra land Grenen.
4/5 2007 10 set fra land Grenen.
24/5 2007 2 set fra land Grenen.
8/6 1 2007 kadaver Kirkefloden, Læsø.
29/4 2008 5 set fra land Grenen
1/8 2011 skelet Lønstrup.
Ultimo september 2011 1 død Hirtshals.
7/5 2013 ca. 30 set fra båd 12-13 sømil øst for Skagen.
Efterår 2013 3 kadavere strandet i Jammerbugten.
1/5 og 2/5 2015 4-5 set fra land Grenen.
19/10 2015 6-7 set fra land Bulbjerg.
16/1 2017 1 død Strandby.
27/11 2017 1 død Nordstrand, Skagen.
20/1 2019 8 set fra land Grenen.

Fund fra 2020 og frem er ikke medtaget.

HVIDSKÆVING (Lagenarhynchus acutus)
Fem fund, hvoraf de tre første drejer sig om dyr fanget ved fiskeri. Det er således ikke givet, at de er fanget dansk farvand. I modsætning til tendensen for observationer af hvidnæse, øresvin og almindelig delfin, synes der for hvidskæving ikke at være tale om en øgning i observationer de senere år.

25/10 1960 landet i Hirtshals (utilsigtet bifangst).
Sept. 1962 1 Frederikshavn (utilsigtet bifangst).
11/3 1965 1 landet i Hirtshals (utilsigtet bifangst).
Juli 1970 1 set Mariager Fjord.
Oktober 1987 en flok på 7 set i vestlige Skagerrak.

ØRESVIN (Tursiops truncatus)
10 fund. Hvor arten ikke tidligere er iagttaget i Nordjylland, er det bemærkelsesværdigt med så mange fund fra 2016 og frem. Nogle individer kan naturligvis være involveret i flere af nedenstående fund.

22/12 2016 – 14/1 2017 1 set fra land Skagen Havn.
5/8 2019 5 set fra land Uggerby Strand.
20/8 2019 6 set fra land Grenen.
17/10 2019 4 set fra land Grenen.
26-27/10 2019 7 set fra land Grenen og Sønderstrand, Skagen.
12/1 2020 5 set fra land Skagen.
31/7 2020 5 set fra båd i Limfjorden ud for Nørkær, Storvorde mellem Aalborg og Hals.
6/8 2020 5 set fra land syd for Sæby.
6/8 2020 2 set fra land Skiveren.
1/11 2020 1 set fra land Bratten Strand nord for Frederikshavn.
27/11 2020 2 set fra land Det Grå Fyr, Skagen.

Et tidligere publiceret fund fra 4/4 1984 1 død Hals viste sig senere at være en Hvidnæse.
Udover de nordjyske fund er der er del fund af observerede individer her i landet fra de senere år, dels fra vestlige Limfjord, dels fra de indre danske farvande.

DELFIN (Delphinus delphis)
Cirka 11 fund, hvoraf de seneste kan omhandle gengangere.

Maj-juni 1939 2 fanget Mariager Fjord.
8/7 1947 1 fanget Mariager Fjord.
5/10 2010 1 død Grenen.
17/10-2017 1 død kysten mellem Hou og Hals (18/10-2017 1 død Nordmandshage, Hals, må være samme individ)
15/8 2018 1 set og fotograferet Grenen.
6/10 2018 1 set Hirtshals Fyr.
11/11 2018 og i flere perioder frem til 31/12 2018 1 set i Limfjorden, især mellem Nørresundby og Aalborg.
9/12 2018 1 set Grenen.
15/12 2018 – 20/1 2019 1 set mange gange i Skagen Havn.
18/4 2020 – 27/8 2020 1 set mange gange i flere perioder i Limfjorden ved Aalborg m.m.
26/11 2020 1 fundet død Aalbæk. En yngre hun.
Flere af fundene 2018 – 2020 kan måske være gengangere.
24/2 2023: 1 fundet død Lønstrup. Tilsyneladende yngre individ.

STRIBET DELFIN (Stenella coeruleoalba)
2 fund:
17/1 1998 1 strandet mellem Blokhus og Rødhus. Det var første danske fund.
28-29/9 2020 1 Skagen Havn.
Der er yderligere 2 fund i Danmark fra nyere tid.

LANGLUFFET GRINDEHVAL (Globicephala melas)
14 fund:
1966 flok iagttaget i Skagerrak.
Iagttagelser fra strækningen Rubjerg Knude – Hirtshals:31/7 1977 2, 20/8 1977 2, 7/3 1978 1, 26/6 1978 2, 21/7 1978 2, 6/9 1979 1.
21/2 1989 iagttaget i Jammerbugten.
25/3 1993 3 iagttaget mellem Hirtshals og Kristiansand.
9/9 1996 flok på 14 iagttaget i Skagerrak. Desværre druknede de 7 i et trawl.
7/11 1999 1 Kandestederne. 6/8 2006 5 flokke på hver 4-5 dyr 36 sømil nord for Skagen.
26/7 2006 ca. 20 set fra båd nordvest for Skagen.
14/12 2018 druknede et eksemplar i bundgarn i Skagen.
17/10 2019 blev et eksemplar fundet drivende ud for Hirtshals, og dyret strandede næste dag frisk død ved Kjul Strand.
9/8 2020 2 set fra land Lønstrup.

Langluffet grindehval, Kjul Strand, 18/10-2020. Foto: Kurt Prentow.

RISSOS DELFIN (Grampus griseus)
1 fund: 15/11 1938 1 strandet Nibe. Kun ét yderligere fund fra Danmark (september 1938, Sakskøbing).

MARSVIN (Phocoena phocoena)
Ret almindelig i Kattegat og Skagerrak. Sjælden i Limfjorden, men ses dog flere gange årligt.

Observationer fra færgen Læsø – Frederikshavn i perioden juni 1983 – maj 1984 viste marsvin hele året, men stigninger i antal observationer i april og juli. Det er sandsynligt, at marsvinene føder unger i Kattegat i sommerperioden. Unger er observeret. Observationer tyder på, at der sker en vis vandring ind i Kattegat i sommerhalvåret og ud i Skagerrak i vinterhalvåret.

Marsvin, Hirtshals. Foto: Kurt Prentow.

Marsvinet har haft tilbagegang i dette århundrede, og det skyldes nok især tre faktorer: Bifangst i garn og til dels trawl, miljøforringelser samt nedgang i fødemængder p.g.a. kommercielt fiskeri. Desuden kan støj fra skibe samt andre forstyrrelser betyde øget stresspåvirkning med deraf følgende mindre yngledygtighed og større modtagelighed for sygdomme og parasitter. Flere gange er andre delfinarter set dræbe marsvin, så en øget tilstedeværelse af delfiner, som det er set i 2000-tallet, kan måske også have en negativ indvirkning på marsvinebestanden?

Da stort set ingen af truslerne mod marsvinet synes at mindskes, vil arten formodentlig fortsat gå tilbage i antal. Der gøres dog visse tiltag for at formindske bifangst ved fiskeri.

SPÆKHUGGER (Orcinus orca)
Ret sjælden i Skagerrak. Meget sjælden i indre farvande.

Fra forrige århundrede fund fra Læsø, Hirsholmene, Frederikshavn, Mariager Fjord og Nibe.

Fra 1900-tallet 8 fund:
5/2 1937 1 eksemplar strandet ved Skagen Nordstrand.
29/4 1940 1død Lild Strand.
18/3 1954 blev et eksemplar fanget i Kattegat og landet i Skagen.
Januar 1966 1 strandet Saltum.
11/6 1974 1 han død Slettestrand.
2/6 1980 1 svækket fanget Uggerby Strand, fragtet til Aalborg Zoo, hvor den senere dør.
21/3 1983 7 Skagen (observeret fra kysten).
1987 1iagttaget i Skagerrak.
Juni 1990 1 iagttaget i Skagen Havn. Sandsynligvis samme dyr vakte stor opsigt, da den senere dukkede op i Randers Fjord og holdt til der i flere måneder, hvorefter den døde.
9/6 1999 flok på ca. 40 set fra båd 50 sømil NV for Skagen.

Fra dette århundrede følgende fund:
29/3 2005 4 set fra land Grenen.
17/6 2005 4-6 set fra båd 25 sømil NV for Skagen.
10/2 2007 1 iagttaget Hals, strander 11/2 2007 Sulbæk, død dagen efter.
13/7 2007 1 strandet Frederikshavn.
6/5 2009 1 ådsel Nørlev Strand.
26/10 2010 4 set fra land Grenen.
25/11 2011 2 set fra land Grenen.
15/5 2012 5 set fra land Grenen.
31/10 2015 2 dyr, 1 han og et mindre dyr, set fra land Grenen.
1/11 2015 5 set fra land Grenen.

Efter 2015 en del observationer fra især Grenen, ofte af flokke på 4-5, opdaget af fuglekiggere. Fund fra 2015 og frem er ikke medtaget i denne oversigt.

HALVSPÆKHUGGER (Pseudorca crassidens)
1 fund: 30/1 1935 mellem Nr. Lyngby og Løkken. Det er eneste danske fund efter 1862, hvor der gjordes 4 fund i de indre farvande.

HVIDHVAL (Delphinapterus leucas)
2-3 fund:
1-3 dyr iagttaget flere gange i Skagerrak i maj-juni 1964.
1-2 eksemplarer vakte en del opsigt i Limfjorden i perioden maj – september 1983 og igen fra juli 1984 til januar 1985. Blev blandt andet iagttaget ved Hals, Hjarbæk Fjord og Egholm.

NÆBHVAL (Mesoplodon bidens)
2 fund:
22/2 2018 1 strandet ved Læsø. Blev hjulpet ud på dybere vand.
30/7 2022 1 strandet Voerså.
Der er yderligere knap en halv snes fund fra Danmark.


DØGLING (Hyperoodon ampullatus)
2 fund: 16/10 1951 1 Tversted Strand. 8/11 1958 1 Kollerup Strand. Kun få yderligere fund fra Danmark.

KASKELOT (Physeter macrocephalus) 7 fund:
10/3 1941 Hirtshals, solgt til farvefabrik.
27/2 1944 1 Skagen.
12/9 1974 1 Skagen.
20/2 1979 1 Tversted.
30/11 1988 1 Sæby.
25/1 1996 1 ved Sandmilen, Skagen.
Den 9/2 1996 strandede et individ på Grenen, men drev væk igen. Sandsynligvis samme individ strandede senere på Djursland.

VÅGEHVAL (Balaenoptera acutorostrata)
Den almindeligst forekommende bardehval i Nordsøen og Skagerrak.
18/9 1895 1 Gl. Skagen.
8/11 1944 1 Deget.
10/9 1952 1 Øster Hurup.
30/7 1954 1 indbragt til Skagen.
9/6 1960 1 indbragt til Frederikshavn.
Vinter 1973 1 Læsø.
21/10 1980 1 Grønhøj.
8/8 1982 1 Ålbæk Bugt.
5/11 1996 1 Kærsgård Strand.
20/5 1997 1 Kandestederne.
6/8 1998 1 Skagen.
24/8 1998 1 Gl. Skagen.
6/5 1999 1 Fjerritslev Strand.
4/12 1999 1 Lønstrup.

Fra dette århundrede følgende fund:
8/8 2001 1 Kandestederne.
13/8 2001 1 Løkken.
10/6 2003 1 Skagen.
3/7 2013 1 Tornby Strand.
1/1 2005 barde fundet på Grenen.
24/9 2005 1 død Skagen Nordstrand.
27/5 og 28/5 2006 1 set fra land Grenen.
20/7 2006 2 20 sømil nord for Skagen.
17/8 2009 1 følger båd mellem Sverige og Skagen.

FINHVAL (Balaenoptera physalus)
3 fund, alle strandede individer.
1930’erne 1 mellem Løkken og Lønstrup.
2/7 1947 1 Skagen.
23/2 2016 1 Blokhus. Skelettet befinder sig på Nordsøen Oceanarium.

SEJHVAL (Balaenoptera borealis)
1 fund af et levende individ, som den 27/11 2018 dukkede op i Hobro Havn, hvor den blev fundet død den 7/12. Det er blot 3. fund i Danmark.

BLÅHVAL (Balaenoptera musculus)
1 fund: En kilde angiver et fund fra 6/11 1936 Spirbakken, Skagen. En anden kilde angiver, at en blåhval i juni 1936 blev fundet drivende mellem Skagen og den svenske kyst. Det kan være samme individ. Der foreligger kun 2 yderligere danske fund.

PUKKELHVAL (Megaptera novaeangliae)
Fire fund i Nordjylland. Et eksemplar, som strandede ved Lønstrup 2/9 1905, var det første danske fund. (Dog nævner www.hvaler.dk et fund fra Bornholm i 1806 uden kilde). Næste danske fund finder først sted i 1995, hvor et individ dukker op i Århus Havn. I december 2002 dukkede et eksemplar op i Frederikshavn Havn som det tredje danske og andet nordjyske fund. Den 18/10 2019 findes en pukkelhval druknet i et bundgarn i Skagen. Det var fjerde danske og tredje nordjyske fund. Dette individ blev efterfølgende parteret på Nordsøen Oceanarium. Fjerde nordjyske eksemplar blev 17/4 og 2/5 2021 set og videofilmet (2/5) af fuglekiggere fra Skagen Nordstrand.

Pukkelhval dissekeres på Nordsøen Oceanarium, 2019. Foto: Kurt Prentow.