Spændende orkidéer i Rubjerg

Som tidligere nævnt her på hjemmesiden, så har vi her i Nordvest-Vendsyssel en del sjældne vilde orkidéer, bl.a. i Tornby Klitplantage og Klit, Vandplasken, Nørlev Kær og Rubjerg Knude Klitplantage. I dage besøgte jeg sidstnævnte og fandt blandt andet disse to orkidéer.

Denne orkidé hedder Ægbladet Fliglæbe. En søsterart hedder Hjertebladet Fliglæbe og er også set i plantagen.

Skovhullæbe, formodentlig af formen Hollandsk Hullæbe, uden grønkorn, hvorved den fremstår helt spøgelsesagtigt. Det er en normal grøn plante, der står i baggrunden.

I øvrigt hersker der lidt forvirring om navnet på plantagen, der ligger syd for Rubjerg Knude Fyr. Den lå oprindeligt i Løkken-Vrå kommune, men ejedes af Hjørring Kommune, og derfor blev den kaldt Hjørring Kommunes Klitplantage. Den bliver også kaldt Rubjerg Knude Klitplantage eller Rubjerg Knude Plantage, fordi en plantage et par kilometer sydligere hedder Rubjerg Klitplantage.