Vintergrøn-arterne hører til lyng-familien. De lever især nord for os, men flere af arterne har slået sig ned i vore klitplantager, da de blev gamle nok. I det nordvestlige Vendsyssel har vi således Mose-Vintergrøn, Klit-Vintergrøn, Ensidig Vintergrøn og Liden Vintergrøn.
Grævlingen er et udpræget natdyr, som man normalt ikke ser meget til. Naturfotografen Henrik Pedersen fra Hjørring har fotograferet mange dyr, herunder den berømte nordjyske ulv – endda to gange. Henrik kendte en grævlingegrav ved Mygdal, og han satte sig for at få fotos af en grævling. Efter mange forsøg og tålmodig venten lykkedes det at få fotos af det sky dyr.
Som sagt er grævlingen et natdyr, som mest kommer frem, når det er mørkt. Der findes grævlingegrave i mange af vores skove, og dyrene bruger ofte de samme grave i årevis. Der er ofte tale om store gravkomplekser med mange gange og flere udgange. Grævlinger og ræve kan godt have deres bo i samme gravkompleks. Det er således tilfældet på det sted, hvor denne grævling er fotograferet, fortæller Henrik.
Grævlingen har mindst 1 gravkompleks i Tornby Klitplantage, og af indberetninger af sete og trafikdræbte kan man se, at arten er ret udbredt, men nok fåtallig og lokal, i Nordvest-Vendsyssel.
Når nordjyske fiskere kalder sulerne for basserokker, er det efter en kæmpe sulekoloni på øen Bass Rock på østkysten af Skotland syd for Aberdeen. I øvrigt er sulens latinske navn Morus bassanus (tidligere Sula bassana) også afledt af Bass Rock.
Sulen er en stor havfugl med et vingefang på 165-180 cm. Den yngler ikke i Danmark, men til gengæld i store kolonier i Nordatlanten, bl.a. i Norge, Færøerne og Storbritannien.
Fugle fra de nordatlantiske kolonier besøger året rundt den danske vestkyst, og nogle af dem finder også vej ned i Kattegat. Det er meget nærliggende at tro, at mange af sulerne kommer fra Bass Rock. Antallet af suler på øen veksler, og det samme gør optællingerne, men der er nok omkring 100.000 – 150.000 fugle i kolonien.
Selv om afstanden fra Skotland til Jylland kan synes lang, så er suler stærke flyvere, og de kan sagtens flyve til Jyllands kyst for at finde føde til deres unger.
Mange af de suler, vi ser ved vore kyster, er ikke kønsmodne, for det bliver de først i 5-6 års alderen. Suler lægger kun 1 æg om året, men til gengæld kan de blive over 30 år gamle
Der synes at være pænt med egern i vore skove i disse år. To af dem er her fotograferet i Tornby Klitplantage sidst i maj.
Egernet har levet i Danmark siden skovene bredte sig i landet. Omkring 1900 synes arten at være helt eller næsten uddødt i Nordjylland. Dog var der ynglefund fra Rold Skov i 1890’erne.
I perioden 1910-30 dukkede igen egern op rundt om i skovene, og der skete en ekspansion i årene derefter.
I begyndelsen af 60’erne skete en spredning op langs vestkysten, bl.a. blev arten iagttaget ved Hirtshals i 1961. Der skete for alvor spredning i årene 1964-68, hvor arten efterhånden blev iagttaget i egn efter egn. Skagen nåedes i 1967, mens det sydøstligste Vendsyssel nåedes i 1969. Herefter var hele Vendsyssel “besat”.
Blandt de forhold, som påvirker bestanden, er kolde/milde vintre samt frøsætningen hos eg og bøg
Den flotte blåhals har vi indtil for nylig især kendt som sjælden trækgæst i foråret. Det har været fugle fra Skandinavien, hvor den nordlige race yngler.
Nu har fuglekiggerne konstateret, at den sydlige race, kaldet sydlig blåhals, er blevet et fast indslag i den nordvest-vendsysselske natur. Først indtog den det sydlige Jylland, især Vadehavsegnene, og siden har den bredt sig mod nord. De senere år er den blevet fast ynglefugl i Vejlerne, Lille Vildmose og mange andre steder.
I 2016 blev den sydlige blåhals for første gang fundet ynglende i Hjørring Kommune, nemlig ved Liver Å sydvest for Hjørring, hvor Laus Gro Nielsen fandt et ynglepar. Siden er den fundet flere og flere steder. I dette forår har de lokale fuglekiggere, især Anders Østerby, således fundet den syngende ved Engbjerg ved Horne og flere stedet ved Liver Å og Uggerby Å og deres tilløb.
Blåhalsen foretrækker rørskovsområder med buske, gerne nær vandløb. Det behøver ikke være store rørskove som i Vejlerne, men også mindre pletter med rørskove i vores ådale kan bruges.
Netop her i foråret kan man især spotte fuglene, når hannerne synger fra sangposter i toppen af tagrørene eller i en pilebusk. Indimellem ser man dem i en kort sangflugt. De synger mest om morgenen. Det kræver ofte lidt tålmodighed – og en god kikkert – at finde dem.
Et næsten sikkert sted at se blåhalsene er fugleskjul og gangbro ved Han Vejle i Hanherred, men der er også gode chancer, hvis man en tidlig morgen besøger et mindre rørskovsområde i det nordvestlige Vendsyssel.
Vi har fået lov af Jonna Andreassen, Tornby, til at bruge hendes flotte fotos af blåhalse til denne artikel. De er fra Lille Vildmose og Vejlerne, men som sagt kan blåhalsene nu – og nok også fremover – også nydes her på egnen.
Under det kraftige stormvejr i de forløbne dage har Hirtshals Havn og Hirtshals Øststrand haft besøg af nok en halv snes dværgmåger. Det er ikke mindre end verdens mindste mågeart. Den syner ikke meget ved siden af svartbagen, som er verdens største måge.
Dværgmågerne yngler primært i Østeuropa og ind igennem Rusland, men forsøger også at yngle i Vejlerne, men det er nogle år siden, der er kommet unger på vingerne.
Arten bliver set her på egnen på stort set alle årstider, men er ikke særlig almindelig. Den ses oftest i forbindelse med blæsevejr, for udenfor yngletiden lever den mest til havs. Foruden på sin lille størrelse kan de voksne fugle kendes på mørke vingeundersider. I yngletiden har de voksne mørk hætte. Ungfuglene har markante hvide, sorte og grå tegninger på oversiden.