Sortanden er den talrigeste andeart ved Vendsyssels vestkyst. Hvert forår og efterår trækker tusindvis forbi vore kyster, og de kan ses rastende stort set året rundt. Det er rigtige havænder, som næsten aldrig ses i ferskvand. Her er et udsnit af en flok, som i dag holdt til ved Tornby Strand. Af og til tog fuglene en flyvetur som her. Der var også Ederfugle, som ofte ses sammen med Sortænderne. En gang imellem kan man også se Fløjlsænder og Havlitter sammen med Sortænderne.
Nedenfor ses en større flok Sortænder, som holdt til et stykke tid ved revet nedenfor Hirtshals Fyr i juni måned. Både Sortænder og Ederfugle kan ses her det meste af sommeren. Der er sandsynligvis tale om dels yngre fugle, som ikke er klar til at yngle endnu og dels om fældende fugle. Sortænderne yngler i søer i fjeldene i Skandinavien og ind i Rusland.

