Isfugle på vinterbesøg ved Emmersbækken

To Isfugle var i weekenden på besøg ved den nedre del af Emmersbækken ved Willemoesvej på østhavnen i Hirtshals. Det er ikke ofte man ser Isfugle på vore kanter, men af og til kan man være heldig. De yngler formodentlig hvert år ved Uggerby Å mellem Uggerby og Bindslev, og sikkert også ved Liver Å-systemet. Fuglene strejfer en del omkring, især udenfor yngletiden, hvor vi også kan have besøg af fugle fra andre egne på gæstevisit. Typisk følger de vandløb, hvor de sidder på lur efter fisk på en gren, men de kan også besøge søer og damme, og eksempelvis ved Åslyngen i Tornby Klit bliver der jævnligt set Isfugl. I en vinter som denne er de henvist til isfri vandløb.

13665620_1

Foto Henrik Pedersen