Besøg af Mosehornugler

mosehorn

Foto Henrik Pedersen

To fuglekiggere observerede i dag denne mosehornugle, da den kom trækkende ind fra havet ved Hirtshals Øststrand. Man må formode, at fuglen kommer fra Norge, hvor der er en god ynglebestand de fleste år. Der er set flere indtrækkende på egnen i dette efterår, i lighed med tidligere efterår.

Mosehornuglen kan især kendes fra dens fætter skovhornuglen på, at den er lysere på undersiden. Når man kan se øjnene som her, kan man se, at mosehornuglen har gule øjne. Skovhornuglen har orange-brune øjne.

I foråret rapporterede flere om en mosehornugle ved sommerhusområdet Krage Klit syd for Hirtshals. I oktober dukkede der igen en mosehornugle op i området.

Mosehornuglen yngler ikke almindeligt i Danmark, men i nogle år er der enkelte ynglepar. Den yngler mere almindeligt i landene nord for os.