Rådyrene klarede vinteren

Vinteren kan være hård ved Rådyr-bestanden, hvis der er frost og sne i længere tid, og der er nok gået en del til i de sidste par vintre. Heldigvis overlever mange, og de går nu foråret i møde og lader op til forårets og sommerens fødsler, territoriekampe og parringer.

På billedet set en lille flok Rådyr på 3 råer og 2 bukke. De holder til i den østlige del af Tornby Klitplantage og kommer ofte ud fra skoven lige omkring solopgang som her. De to bukke til højre har stadig opsatsen i bast, men i april-maj skal de feje. Det hedder det, når de fjerner basten ved at gnubbe opsatsen op ad et træ eller busk. Samtidig er det en markering af, at her er mit territorium. Man må da forvente, at det nok er den unge buk på billedet (den med den mindste opsats), der bliver fordrevet af den ældre. Men indtil videre er der fred og fordragelighed i den lille flok.