Denne klitrose blomstrede pludselig i september, længe efter at den egentlige blomstring fandt sted i forsommeren. Det kaldes remontering og kendes hos flere planter.

Rosernes bær er klar
Så er det bærtid, og vi ser lige lidt på nogle af dem, der kan findes her på Tornby-egnen. De er alle fra rosenfamilien.
Brombær er meget populær, og de findes i flere arter. Her er det den, der hedder fligbladet brombær, som ses hist og her i hegn og krat. Denne er egentlig indført til landet, men er ikke så aggressiv som visse andre invasive arter. Der findes også naturligt forekommende brombærarter på egnen.
Korbær bliver ofte forvekslet med brombær. De findes især i grønklitterne, hvor de kan danne store bestande. Bærrene er ikke helt så smagfulde som brombær, men ganske udmærkede..

Slåen er meget populær som bjeskurt. Bærrene kan også bruges til marmelade og andet. Den findes mange steder på egnen, især omkring Tornby Klitplantage. Det er meget forskelligt fra år til år hvor mange bær den enkelte busk bærer, og hvor mange der er i det hele taget.
Så er der den udskældte hyben af arten Rosa rogusa, også kaldet rynket rose, som er såre almindelig på egnen, også i klitterne. Den er en såkaldt invasiv art, som breder sig på andre, hjemmehørende arters bekostning.
Klitrose er én af de arter, som er naturligt forekommende på egnen, især i klitterne. Deres hyben bruges som smagsgiver til bjesk af mange bjesk-entusiaster.
Så er der andre bær, som man ikke finder her på egnen, nemlig blåbær og tyttebær, som blandt andet kan findes i bakkeområderne mod øst, samt tranebær og mosebølle, som findes i hedemoser og fugtige klitheder i det nordøstlige Vendsyssel. De tilhører alle lyngfamilien.
Sjov med vildtkamera
Jeg har prøvet at sætte et vildtkamera op forskellige steder for at se, hvilke dyr, der færdes i landskabet. Foreløbig har jeg fået billeder af en enkelt ræv, en fasan, en hare, flere rådyr samt en tankevækkende masse katte.
Med tiden håber jeg at kunne fange nogle mårdyr som ilder, lækat, mår, grævling og måske endda odder med kameraet, der virker ved infrarødt lys om natten. Ud fra spor om vinteren og trafikdræbte dyr ved vi jo, at de lever på egnen.
Godt år for smalbægret ensian
I Tornby Klit kan man lige nu opleve den sjældne plante smalbægret ensian. Den synes i år at blomstre usædvanligt rigt. Jeg fandt således mindst 100 planter i flere spredte bestande. Planten er på den danske rødliste, og foruden i Tornby-området vokser den kun enkelte steder langs Nordjyllands vestkyst og ved Limfjorden.
Der hives makrel op
I denne tid er der mange makrel langs vore kyster. De er formodentlig på jagt efter sildeyngel, som også er meget talrig lige nu. Her ses lystfiskere på Vestmolen i Hirtshals i det dejlige vejr. De fanger masser af makrel i en god størrelse til aftensmaden. Der blev også fanget en multe, mens jeg var der. Derudover en del meget små sild.
Den drabelige Kæmpetræhveps
I
det dejlige sommervejr fik vi besøg af denne store hveps. På nettet fandt jeg ud af, at det var en Kæmpetræhveps. Den borer hul i nåletræer med sin lange brod og lægger æg inde i veddet. Når larverne er udklækkede, gnaver de gange inde i træet, indtil de efter et par år er klar til at drage ud som fuldbefarne Træhvepse.






