Råbuk med abnorm opsats

Henrik Asbjørn Pedersen observerede og fotograferede forleden denne Råbuk ved det yderste sommerhus ved Vandplasken, Kærsgård Strand. Henrik fortæller, at han og bukken vist blev lige overraskede. Bukken løb ihvertfald kun 20 meter inden den stoppede op et øjeblik for lige at kigge lidt på ham, inden den løb videre. Man kan se, at bukken endnu ikke har fejet basten af opsatsen, og desuden kan man se, at opsatsen er abnorm, dvs. at de to “grene” ikke er ens.

Foto: Henrik Asbjørn Pedersen

 

Den første Bøg springer ud

Ved Købstedvej ud for plejehjemmet Havbakken står en Bøg, som hvert år springer ud før andre Bøge på egnen. Det har nok noget med generne at gøre. Måske stammer den fra en mildere egn end Tornby-egnen? Men uanset hvad, så er det dejligt at se den første udsprungne bøg. Det sker som regel nogenlunde samtidig med, at man hører den første Løvsanger – og så er det for alvor forår!

 

Rødhals klar til start

En Rødhals har her taget ophold på standeren, der angiver starten for orienteringsløb i Tornby Klitplantage. Lige nu kan man ofte høre Rødhalsens sang. Selv om den er i familie med Nattergalen, så er det ikke ligefrem nogen prangende sang, men derimod ret forsigtig og uanselig. Til gengæld kan den synge på stort set alle tider af døgnet.

Man kan se Rødhalse på alle tider af året, men de fleste danske ynglefugle trækker væk om vinteren. Retningen er hovedsagelig sydvest, og mange af dem tilbringer vinteren i Vest- og Sydvesteuropa, men enkelte kan nå helt til Nordafrika.

Anemonerne blomstrer

I Tornby Klitplantage blomstrer nu de første anemoner. Som bekendt kommer foråret senere her end længere syd og øst på i landet. Anemonerne blomstrer inden løvspring, så de kan have glæde af lyset inden træernes blade skygger for dem.

Den Hvide Anemone er den talrigeste og forekommer spredt i skoven, især under løvtræer. Skal man se et stort tæppe af blomstrende anemoner, må man nok kigge i mere frodige skove end her i klitplantagen.

 

 

Den Blå Anemone er sandsynligvis ikke naturligt forekommende i Tornby Klitplantage, men er plantet ud på et tidspunkt. Den findes år efter år på mindst ét sted. Skal man se naturligt hjemmehørende Blå Anemoner, kan man tage til Rold Skov, hvor der er gode bestande.

Forårets første sommerfugle

I det gode vejr 25. marts så jeg årets første sommerfugle ved Tornby Klitplantage. Det var eksemplarer af Nældens Takvinge, som var vågnet af deres vinterdvale. Det er Danmarks almindeligste sommerfugl, og den blev da også for nogle år siden valgt til landets nationalsommerfugl. Smuk er den tilmed – en dejlig forårsbebuder. Det skal lige siges, at billedet ikke er taget i år.

Kambregner i grøften

Tornby Klitplantage huser en del bregnearter, hvoraf de almindeligste nok er Almindelig Engelsød og Almindelig Mangeløv. En af de sjældnere arter er Kambregne, som kan findes flere steder i skoven. De vokser mest på skyggefulde og fugtige steder, for eksempel  på nordvendte sider af grøfter. Den er rosetformet ligesom Mangeløv, men med bladopbygning i lighed med Engelsød. Dertil kommer, at den har glinsende, stedsegrønne blade. Kambregnen er lettest at finde i det tidlige forår efter en sne- og frostvinter, hvor den omkringstående vegetation er visnet.