En håndfuld fuglekiggere på plads ved Hirtshals Fyr den 6/10-18 var så heldige at spotte en delfin, der sprang op af vandet. De blev alle hurtigt enige om, at det var en Almindelig Delfin (Delphinus delphis) på baggrund af dens farvetegninger i grå, gullig og hvid. Det var noget af en oplevelse at se en delfin springe 4-5 gange fri af vandet i jagten på fisk.
Almindelig Delfin er en sjælden art i Danmark, men er igennem de seneste år blevet observeret mere og mere. Arten kan blive op til 2.5 meter lang, med en vægt på mellem 75-135 kg. Almindelig Delfin er en af de hurtigste hvaler og kan svømme op til 40 km/t. Arten færdes normalt i flokke fra 20 til flere hundrede individer, men denne så ud til at være alene. Almindelig Delfin lever normalt i varme havområder og er ret almindelig i det vestlige og centrale Middehav.
Det lykkedes ikke observatørerne at få fotos af delfinen, så vi har fået lov at bringe et foto taget af Conny Jensen på Grenen den 18/8-18, hvor en anden flok fuglekiggere ligeledes var heldige at spotte en delfin.