Tid til at lave havtorn-bjesk

20. november 2011: Havtorn er karakter-art for bevoksningen i klitterne på Tornby-egnen. Ja, faktisk mener man, at navnet Tornby stammer fra havtornen. (Der er dog også teorier om, at navnet stammer fra gudenavnet Thor, og der er løber en lille bæk ved navn Thorbækken gennem klitplantagens sydlige del).

Det er lige nu tiden, hvis man vil samle havtorn-bærrene til bjesk. Vi citerer en opskrift fra Rubjerg Fyr hjemmeside www.rubjergfyr.dk:

havtorn

Anvend de gulorange modne bær i september-oktober. Det er lettest at tage grenen med og klippe bærrene af derhjemme. Flasken fyldes halvt op med bær eller blomster og dækkes med spiritus. Bærrene kan med fordel komme en tur i fryseren et par dage. Det starter gæringsprocessen og giver en sødere smag. De kan også fryses til senere brug. Trækketid er minimum 2 måneder. Da den har en tilbøjelighed til at gelere, skal glasset rystes engang i mellem, hvorefter den filtreres.Hvis der dannes bundfald, skal der filtreres igen. Den vinder ved lagring (5 år).