Ikke så sjældent møder man fugle med en farvering, som kan aflæses med kikkert eller teleskop. Det gælder ikke mindst måger, hvoraf der de senere år er mærket en del, især i Sydnorge og Danmark. Mange af dem kommer til havnene, især som ungfugle, mens de yngledygtige fugle især ses i vinterhalvåret. Den her viste fugl er en ung Svartbag, som jeg i dag aflæste i Hirtshals Havn.
Man kan indberette det aflæste nummer og farven på ringen på en norsk hjemmeside, og så kan man straks læse, hvor den pågældende måge er ringmærket og hvor den tidligere er set og aflæst. Det viser sig dels at nogle af fuglene strejfer en del omkring, dels at nogle er meget stedfaste i årevis i eksempelvis Hirtshals Havn. En del fugle tager af og til til Norge og til andre nordjyske havne, og fornylig har jeg dels aflæst en fugl, som havde været en tur i Nordsjælland, inden den kom til Hirtshals, og en anden, der var i Frankrig sidste vinter og i Hirtshals dette efterår.
Det bliver spændende at se, om de mange farvemærkninger og tilhørende aflæsninger en dag munder ud i en artikel, der samler op på de mange oplysninger og sætter dem i en større sammenhæng.
