Boligmangel hos fuglene

Vi har sat fuglekasser op på vores grund. Her har vi musvitter, sortmejser og blåmejser boende. Noget tyder på, at der også er brug for boliger til andre fuglearter. Således byggede et par af hvid vipstjert rede mellem en skovl og en spade i et brændeskur, og kort efter at ungerne var fløjet ud, byggede et par af rødstjert på den samme plads. Heldigvis kunne vi godt undvære de to haveredskaber, mens rugningen stod på, men måske skulle vi sætte nogle kasser op, der egner sig til disse arter? De findes nemlig i form af kasser med halvt åben front.

Rødstjert han, Tornby, 1/7-2019. Foto: Kurt Prentow

Gule vipstjerter fra det nordlige Skandinavien på besøg i Hirtshals

Nordlig gul vipstjert, Hirtshals Øststrand, 31. maj 2019. Foto: Poul Bastholm Nørgaard
Nordlig gul vipstjert, Hirtshals Øststrand, 31. maj 2019. Foto: Poul Bastholm Nørgaard.

Vi får hvert år besøg af gule vipstjerter fra det nordlige Skandinavien. Det er racen thunbergi, hvor hannerne kan kendes fra vores egne ynglefugle af racen flava på, at de har sort maske og koksgrå isse, hvor flava har lysblå isse samt hvide øjenbryn. I år har der været usædvanligt mange gule vipstjerter på gennemtræk, herunder ved Hirtshals Øststrand, hvor Poul har fanget et par stykker på sit kamera.

Knortegås på rekreation

I dag kunne en knortegås ses på Hirtshals Øststrand. Den var af racen lysbuget knortegås, som kun yngler på Svalbard og det nordøstligste Grønland. Formodentlig er den ikke helt frisk, så den ikke kunne følge med de øvrige på vej mod ynglepladserne. Vi må håbe, at den kommer sig.

Lysbuget knortegås, Hirtshals Øststrand, 1. juni 2019. Foto: Kurt prentow

Klyder på sjældent besøg

Klyde, Hirtshals Øststrand, 30/5 2019. Foto: Kurt Prentow

Det er ikke hvert år, at Nordvest-Vendsyssel får besøg af klyder, men i den senere tid er 2-3 fugle flere gange set på Hirtshals Øststrand. I dag til morgen var der 3 i regnvejret. Klyderne yngler blandt andet i Vejlerne og Ulvedybet ved Limfjorden. Arten blev i gamle dage kaldt skomagerfugl, fordi dens næb kan har form som en skomagernål.

To slags præstekraver

I Hjørring Kommune yngler to slags præstekraver, stor og lille. Stor præstekrave, som ses her, ses næsten kun på strandene, her på Tornby Strand. Den kan især kendes på de gule ben, i hvert fald hos voksne fugle i yngletiden. Også størrelsen, hovedtegningerne og næbbet er lidt anderledes i forhold til lille præstekrave.

Stor Præstekrave, Tornby Strand 10/5 2019
Lille præstekrave, Hirtshals Øststrand 18/5 2019

Her ses lille præstekrave. I forhold til stor præstekrave lægger man især mærke til det mindre næb samt – hos voksne fugle i yngledragt – den gule ring om øjet. Den er også lidt mindre. Desuden er der forskel i de hvide tegninger i hovedet. Den lever især ved ferskvand, også hvor der er ferskvand på stranden som ved Hirtshals Øststrand og Uggerby Strand. Derved kan begge arter ses disse steder. Herudover yngler arten ved grusgravssøer og nyanlagte søer.

Flot ung vandrefalk ved Tornby Bjerg

Vandrefalk, ungfugl, Tornby Bjerg, 27. april 2019. Foto: Poul Bastholm

Som tidligere nævnt går et træk af rovfugle over Vendsyssel i disse dag, og her har en ung vandrefalk slået sig ned på en sten ved Tornby Bjerg, hvor Poul Bastholm var heldig at komme forbi med sit kamera. Man kan se, at det er en ungfugl på de gullige bræmmer på ryg og hale samt længdestribet bryst og bug. En gammel fugl ville have tværstribet, lyst bryst og bug og mere blågrå ryg.