Fine røde giftige bær

img_7864a img_7882b

Disse smukke røde bær kan virke fristende at spise, men det er klogest at lade være, for de er nemlig giftige og kan give mavesmerter og andet ubehag. De øverste bær er fra slyngplanten Almindelig Gedeblad eller Kaprifolium. Dens smukke blomster, som også dufter dejligt, ses HER. Den er ret almindelig her på egnen.

De nederste er fra Bittersød Natskygge, som er en klatreplante i familie med kartoffel og tomat. Den er også ret almindelig på egnen.

Gederams sender frø ud i verden

IMG_7656b

I nogle uger har vi kunnet glæde os over de flotte blomstrende gederams, men du er det snart slut. De begynder med at blomstre nedefra, og nu er turen kommet til de øverste blomster, mens de øvrige er i gang med frøsætning. Her ses planterne med den lyse frøuld på de nederste dele af stænglerne. Når der kommer vindpust, spredes frøene, så det næsten ligner snevejr.

Gederams afløser kørvel

IMG_7555aIMG_7253aSkrænterne på den nedre del af Strandvejen i Tornby er flotte at følge sommeren igennem. I juni er de smykkede af hvide kørvel (foto fra 4/6), og i løbet af juli overtages billedet af rødviolette gederams (foto 30/7). Nedenfor nærbilleder af de to plantearter.

koervel  g-rams

Knærod i Tversted Plantage

Den ældste klitplantage i Hjørring Kommune er Tversted Plantage, som blev anlagt i 1850’erne. Her findes et spændende dyre- og planteliv, som har haft god tid til at indfinde og etablere sig igennem de mange år.

IMG_7500a

I den sydlige del af plantagen stødte jeg på et parti med gamle graner, hvor der i skovbunden var et tykt mosdække. I mosset voksede et sted nogle små hvide blomster, som ved nærmere eftersyn viste sig at være orkidé-arten knærod. Det er en art, der især er udbredt nord for os, og den har først indfundet sig her i landet efterhånden som klitplantagerne voksede til. Den er stadig sjælden og findes kun en halv snes steder i landet, bl.a. ved Skagen, ved Rubjerg Knude og altså ved Tversted.

IMG_7502a

Kvan og baldrian i klitten

IMG_7353aEt stykke øst for nedkørslen til Kjul Strand kommer man til den brede strandsump, som strækker sig til nedkørslen til Uggerby Strand. Denne sump indeholder mange spændende planter. Da jeg ville beundre og fotografere de ca. 2 meter høje Strandkvan-planter, fik jeg øje på nogle planter med hvide blomster ved siden af. Jeg tænkte, at det var nogle skærmplanter af en slags, men det viste sig at være baldrian, nok enten Hyldebladet Baldrian eller Krybende Baldrian. De er ikke skærmplanter, selv om de ligner. Baldrian har gennem tiderne været en yndet lægeplante, idet udtræk fra roden især skulle være god mod søvnløshed. Man kan stadig købe Baldrian som naturlægemiddel.

Både Kvan og Baldrian kan i øvrigt også ses ved Åslyngen ved Tornby Strand.

IMG_7334aIMG_7343a

Vi fandt Pukkellæbe ved Åslyngen

IMG_7277a

Dansk Botanisk Forening havde i dag De Vilde Blomsters Dag med ekskursioner over hele landet. Én af turene gik til klitterne og det tidligere åløb nedenfor Tornby Klitplantage. Torben Stæhr fortalte levende om sandflugt og mange andre emner, mens Birthe Andersen m.fl. hjalp til med botanikken. Blandt fundene var mange halvsjældne arter som Vild Hør, Sand-Rottehale, Vendsyssel-Gøgeurt, Sumphullæbe og Sød Astragel. Det lykkedes Birthe at finde et eksemplar af den i Danmark meget sjældne orkidé Pukkellæbe. Der var sikkert flere, men for ikke at trampe for meget rundt i området, nøjedes man med at besé det ene eksemplar, der ikke var mange centimeter høj.

IMG_7290a