De blå anemoner blomstrer lige nu

Sidst i april ser man de første blomstrende Blå Anemoner i Tornby Klitplantage. Findes de mon også andre steder på egnen? Som tidligere nævnt på denne hjemmeside, så er de måske ikke naturligt forekommende her, men udsat på et eller andet tidspunkt. Uanset hvad, så er de bare skønne!

Blaa-anemone

Tornby-roser

I Tornby Klitplantage vokser mange slags vilde roser. Hertil kommer en rose, der ikke er en blomst, men er en misdannelse på pil-arterne gråpil og krybende pil. Misdannelsen skyldes at en galmyg har lagt sine æg i en knop i topskuddene på pile-buskene. Der dannes en galle, hvori myggelarven lever, mens den spiser af bladene. Disse bliver forkrøblede og bliver som en lille rose. Om foråret og sommeren er ’rosen’ grøn, og om efteråret tørrer fænomenet ind, men har stadig form som en rose.

IMG_7114a

På Skagen-egnen har man i mange år kaldt den såkaldte rose for en Skagensrose. Den bruges i tørret tilstand i dekorationer og som souvenir. Smykkebutikker og kunsthåndværkere har fundet på at forsølve roserne og dermed skabt unikke smykker.

IMG_7112aDisse ’roser’ kan findes mange steder i klitområderne her på egnen, og hvis de er fundet her, kan vi vel tillade os at kalde dem Tornby-roser.

Rådyr på flugt fra Ulv?

IMG_7010a

Jeg stod og nød synet af 5 Rådyr på en mark ved Tornby Klitplantage, da de blev forskrækkede over ét eller andet og satte i løb ind mod skoven. Måske var det en Ulv, de havde set? I hvert fald er der i de senere dage fundet rester af rådyr, ligesom mystiske spor og en hule med dyre-rester er fundet, og det har givet næring til mistanke om, at Ulve er på spil. Selv stiller jeg mig skeptisk. Det er nok hunde, der er synderne.

Ny bro over Horsebækken

DSCI0158b

Den dæmning, som tidligere opdæmmede Horsebækken i Tornby Klitplantage og derved dannede Horsedammen, er nu fjernet. Dæmningen brød som bekendt sammen for et par år siden, men nu er resterne fjernet, og der er kommet en ny gangbro i stedet. Dæmningen lå i højre side af billedet ovenfor. Der er nu en åben lysning i skoven, hvor Horsedammen tidligere lå, og Horsebækken snor sig gennem området, som den har gjort tidligere, før Horsedammen blev etableret.

Forårsfuglene indfinder sig

IMG_6972b

Denne præstekrave stod til morgen på Kjul Strand. I det forholdsvis milde forår vi har i disse dage, ankommer fuglene lidt efter lidt sydfra. Foruden stor præstekrave var også rørspurv og hvid vipstjert ankommet, og i den senere tid er sanglærker, viber, sangdrosler og mange andre arter ankommet lidt efter lidt. Dejlige forårstegn!