Vi fandt Pukkellæbe ved Åslyngen

IMG_7277a

Dansk Botanisk Forening havde i dag De Vilde Blomsters Dag med ekskursioner over hele landet. Én af turene gik til klitterne og det tidligere åløb nedenfor Tornby Klitplantage. Torben Stæhr fortalte levende om sandflugt og mange andre emner, mens Birthe Andersen m.fl. hjalp til med botanikken. Blandt fundene var mange halvsjældne arter som Vild Hør, Sand-Rottehale, Vendsyssel-Gøgeurt, Sumphullæbe og Sød Astragel. Det lykkedes Birthe at finde et eksemplar af den i Danmark meget sjældne orkidé Pukkellæbe. Der var sikkert flere, men for ikke at trampe for meget rundt i området, nøjedes man med at besé det ene eksemplar, der ikke var mange centimeter høj.

IMG_7290a

Danmarks sidste Toplærker har unger

I Hirtshals lever de sidste Toplærker i Danmark, ja de sidste i Skandinavien. Går man bare 25 år tilbage, var der Toplærker i mange byer, men de forsvandt lidt efter lidt, og nu er der kun dem i Hirtshals tilbage. For 4-5 år siden var antallet helt nede på 2 fugle, men så kom 1-2 fugle tilflyvende syd fra og gav nyt blod til den meget skrantende bestand, og nu er der nok 6-8 fugle i byen. Mindst ét par har de seneste dage haft travlt med at fodre mindst tre udfløjne unger i midtbyen. Der er måske 2-3 ynglepar i byen i år.

Topl

Smukt gammelt vrag fjernet fra Tornby Strand

Vi har tidligere skrevet om et vrag i form af en skibsside, som lå ved Horsebækkens udløb på Tornby Strand, se indlæg HER. Under en af de voldsomme storme vi havde i vinter, flyttede havet skibssiden et par kilometer mod nord, hvor det lagde sig smukt ved Yxenbækkens udløb.

Vrag-Yxenbaek2 Vrag-Yxenbaek

Her har vraget ligget til fri beskuelse for mange strandgæster, der forhåbentlig har beundret det imponerende træarbejde med op til 12-13 meter lange fyrreplanker, samlede med trænagler. Skibet har været stort, og hvis man undersøgte det, kunne man sikkert finde ud af noget mere om det, fx træværkets alder. Der er ingen tvivl om, at skibet er meget gammelt, og at dømme efter tømmerets dimensioner er træet en del ældre.

Vrag-Yxenbaek-27maj2016

Sidst i maj 2016 blev vraget desværre skilt ad og fjernet, og stumperne lagt på en oplagsplads.

Findes der ikke nogle bevaringsregler for vore gramle vrag? For mig at se er sådanne vrag værdifulde kulturhistoriske mindesmærker i vores landskab – og bør efter min mening beskyttes og bevares. Så vidt jeg har kunnet finde ud af, så er alle vrag, der ligger på havbunden, fredede, og man må ikke røre dem uden speciel tilladelse. Det samme burde gælde for vrag, der ligger på stranden.

Stenvender på Tornby Strand

Stenvender2

En vadefugl kaldet stenvender gæstede i dag Tornby Strand, hvor den fouragerede på algerne, der er frilagt ved højvande. Det er ret normal adfærd for en stenvender, som også af og til søger føde blandt småstenene på stranden – heraf navnet stenvender. Den kan nok ikke vende den sten, den sidder på her. I træktiderne ses arten ofte på stenene nedenfor Hirtshals Fyr. Den yngler ikke her på egnen, men blandt andet på Læsø.

Stenvender1

Så kom svalerne – og alle de andre trækfugle fra Afrika

IMG_7175a

To Landsvaler sidder her og hviler sig på en glasrude ved Munchs Hotel ved Tornby Strand. De er lige ankommet fra Afrika, hvor de har tilbragt vinteren. Mange af de trækfugle, som primært lever af insekter, trækker om vinteren til Afrika, og netop i disse dage ankommer mange såkaldte Afrika-trækkere til ynglepladserne hos os. Det gælder fx gøg, rødrygget tornskade, bynkefugl, rødstjert, tornsanger, sivsanger, rørsanger og en del andre. Mange af dem er lidt forsinkede i år på grund af det kolde vejr, som har præget Europa den senere tid – indtil det dejlige, solrige forårsvejr kom.

Krage snuppet i fotofælde

Vi havde nogle hønseæg, der havde overskredet sidste salgsdato. For sjov lagde jeg dem ud på jorden og satte et vildtkamera op. Det blev kragen, der først tog mod til sig og hentede æggene ét efter ét. Pudsigt nok var også en hare henne og snuse til dem. En skovskade var også meget nysgerrig og kom flere gange, men inden den fik taget mod til sig, havde kragen hentet dem alle.

IMAG0010a

IMAG0013a