Sandrandøje i udfoldet tilstand

IMG_5019a

Da jeg fik præsenteret denne sommerfugl, som var fundet død under et vindue i Hirtshals, troede jeg lige i øjeblikket, at det var én af de sjældnere randøjer, da jeg ikke lige kunne kende vingemønstret. Ved at kigge på undersiden – samt i litteraturen – blev jeg klar over, at det “bare” var en Sandrandøje.

Man ser sjældent Sandrandøjens overside, da den altid sætter sig med sammenfoldede vinger, så kun bagvingernes camouflage-farvede undersider er synlige. Den kan være næsten umulig at få øje på, selv om man ser, hvor den sætter sig.

Sandrandøjen findes mest i klitterne og andre sandede og tørre områder, fortrinsvis langs kysten. Den er ret almindelig i det nordvestlige Vendsyssel. Den ses især i juli og august.

IMG_5020a

Strand-mandstro

IMG_5002a

Lige nu kan man visse steder ved vore kyster i klitter og på anden sandbund se skærmplanten strand-mandstro, også kaldet strandtidsel. Den er så særegen, at den ikke er til at tage fejl af. Den er ikke særlig almindelig, og derfor skal man lade den vokse i fred. Den er blandt andet truet af plukning/indsamling samt fortrængning fra voksestederne af den invasive rynket rose (hybenrose). Navnet har den fået af, at planterne i ældre tider mentes at kunne fremme den mandlige frugtbarhed og potens.

Selv når planten er vissen om vinteren, pynter den i landskabet. Lad os nyde synet af den dér, hvor den gror. Her er det ved Kærsgård Strand.

IMG_5004a

Sortbrynet albatros gæster Hirtshals Havn

Efter en tidlig morgen-melding om sortbrynet albatros ved Skagen, sidst set trækkende mod vest, tænkte jeg, at jeg lige for en ordens skyld ville checke lidt fra Vestmolen på Hirtshals Havn.  Her stod jeg fra ved halv-otte tiden og så på suler, terner og marsvin, mens jeg småsnakkede med pensionist og fritidsfisker Knud. Jeg fortalte ham om albatrossen, og sagde at det nok ikke var særlig sandsynligt, at den ville komme denne vej. Lige i det samme fik jeg øje på albatrossen, da den kom flyvende lige uden for indsejlingen. Den lagde sig på vandet i indsejlingen, og mens den lå der, ringede jeg til Rolf C. i Skagen og fik ham til at sende observationen ud på ornitologernes meldesystem.

IMG_4914aEfter et stykke tid på vandet lettede albatrossen og tog en vældig flyvetur, som bragte den helt ind over yderhavnen og redningsstationen og hen over vores hoveder på 6-10 meters afstand. Jeg fik taget nogle fotos af fuglen, men da den var aller-tættest på, svigtede kameraets automatiske fokusering. Nu lagde albatrossen sig et stykke udenfor indsejlingen og drev langsomt mod øst, så vi var bange for at den ville forsvinde bag østmolehovedet, inden andre nåede frem og så den. Inden den nåede så langt, lettede den og tog en ny runde. Til sidst satte den sig på Østmolen, og her sad den, mens de første tililende fuglekiggere ankom.

I løbet af en times tid dukkede 25-30 fuglekiggere op og så fuglen – med store smil til følge, for det er en fugl, som vist alle fugleinteresserede ønsker at se. Ligeledes fik de lokale mole-gæster og turister glæde af fuglen. Jeg forlod stedet ved knap 10-tiden, og lidt senere lettede fuglen, tog et par runder og forsvandt så mod vest. Desværre nåede mange fuglekiggere, som ellers var på vej, ikke at se fuglen.

IMG_4941a

Kun fuglekiggere, der i forvejen var i Nordjylland, nåede frem og så albatrossen, inden den stak til havs igen. Her er der folk fra Aalborg, Sønderho, København og Haderslev.

Albatrosser er meget sjældne på den nordlige halvkugle, men denne fugl (idet vi må vi gå ud fra, at det er den samme) blev set først ved Skagen 25-26/5, dernæst på Helgoland 28-29/5 + 4-5/6 og 12-13/6, så nok samme fugl ved Portland, Dorset i England, 5/7 før den igen var i Skagen 17-18/7 og så Hirtshals også 18/7. Arten har sin største yngleplads på Falklands-øerne. Den har et vingefang på omkring 2,35 meter. Foruden fundene af den aktuelle fugl, er den kun 1 gang tidligere set fra danske kyster, nemlig ved Klitmøller 23/9 1991. Desuden er den set 20 juli 1999 i Skagerrak, 17 km Nordvest for Hanstholm. Dagens fugl drejer sig om første fund af en albatros set på land i Danmark.

Senere tilføjelse:  Samme fugl gæstede Hirtshals Havn igen den 7/5-2015.

Her passerer albatrossen Skarverne på den grønne fyrmast, hvorved man får et indtryk af størrelsesforholdet

Her passerer albatrossen Skarverne på den grønne fyrmast, hvorved man får et indtryk af størrelsesforholdet

10428576_10152555906584726_3079929193358078374_n

Albatrossen hviler på Østmolen. Foto: Rune Sø Neergaard

Kvan i klitten

Den store skærmplante Kvan af underarten Strandkvan kan i denne tid ses blomstre forskellige steder på egnen, blandt andet ved Åslyngen i Tornby Klit samt i den langstrakte strandsump på Kjul og Uggerby Strande. Kvan er spiselig, men man skal passe på ikke at forveksle den med giftige skærmplanter. Før i tiden var den meget brugt i egnene nord for os til at modvirke skørbug, og også her i landet var den meget skattet og anvendt før i tiden. Man havde ligefrem kvangårde. Den bruges i dag som smagsgiver i forskellige drikke, blandt andet bjesk. Desværre bliver Kvan af og til forvekslet med Kæmpe-Bjørneklo og derfor bekæmpet. Man skal derfor være sikker på sin bestemmelse, før man giver sig i kast med at nedslagte store skærmplanter. Kvan er en oprindelig dansk plante.

At Kvan har været værdsat gennem tiderne, kan man blandt andet se af dens latinske navn Angelica archangelica, for det første navn betyder engel og det andet navn betyder ærkeengel. Strandkvan har underartsnavn littoralis, som hentyder til, at den findes ved kyster.IMG_4704a

Sølvhejre på besøg ved Vandplasken

IMG_4680a

En Sølvhejre var i dag på besøg ved Vandplasken. Den stod i kanten af søen, mens en række af Grågæs svømmede forbi. Senere tog den en flyvetur og satte sig så i en busk. Sølvhejren var indtil for få år siden en meget sjælden gæst sydfra her i landet, men de senere år er den blevet mere almindelig. I år har den således ynglet for første gang i Danmark, nemlig på Saltholm, og det endda med to par. Heroppe i Vendsyssel er den dog stadig ret sjælden. Det er fjerde fund fra Hjørring Kommune. Forrige blev set ved en fiskesø i Øster Tversted i 2002.

IMG_4683b

Sjældne bregner i Tornbys jungle

Visse steder i Tornby Klitplantage kan godt lede tanken hen på en jungle, og på ét af stederne ved en slugt kan man finde den ret sjældne Tredelt Egebregne. Det er en ret lille og elegant bregne, hvor der fra en slank stængel udgår tre sidestængler med blade. Bregnerne står sammen med Almindelig Mangeløv, Storblomstret Kodriver, Skovsyre m.m.

IMG_4504a IMG_4507a