I denne tid blomstrer engelskgræs på det smukkeste, og mange steder er blomsterne oversået med grøn køllesværmer – også kaldet metalvinge. De kan åbenbart særligt godt lige engelskgræs, og deres farver står da også fint sammen. Engelskgræs er meget populær og har mange lokale navne, og så er arten med i den danske natur-kanon. Den er blevet almindelig langs vejene, da den tåler en del salt.
Kørvel – grøftekantens blonder
Lige nu i forsommeren står Vild Kørvel i fuldt flor, og man kan glæde sig over de smukke, lette, lyse blomster. Nogen har poetisk kaldt blomsterne for grøftekantens blonder. De kan i øvrigt spises, men man skal naturligvis passe på med ikke at forveksle dem med de giftige skærmplante-arter. Foruden Vild Kørvel kan man også støde på Spansk Kørvel (også kaldet Sødskærm) samt Have-Kørvel, men de er ikke oprindeligt hjemmehørende i Danmark.
Sæson for sommerfugle
På fine solskinsdage her sidst i maj kommer mange sommerfugle frem. Her er det en Okkergul Pletvinge, som lader sig varme af solen i Tornby Klit i dag til morgen. Sommerfuglenes udbredelse skal igen kortlægges, som man også gjorde for nogle år siden, så derfor opfordres man til at indberette fund til hjemmesiden Danmarks Fugle og Natur.
Ranunkler i blomst i klitten
I Skallerup Klit øst for Vandplasken kan man være heldig at finde Engblomme på fugtige steder, og de blomstrer netop nu. Engblomme var tidligere langt mere almindelig og fandtes mange steder i enge og moser, men nu er planten blevet sjælden.
I samme område kan man på de mere tørre steder se en mængde Nikkende Kobjælde. Den hører ligesom Engblomme til ranunkel-familien. Den er ikke så almindelig.
Lundsanger ved Horsebækken i Tornby Klitplantage
I dag gik jeg tur langs med Horsebækken i Tornby Klitplantage. Langs bækken er en fin skovbrynsbevoksning med både høje træer og krat og urter. Mange fugle sang, og jeg stod stille for at skille lydene ud fra hinanden. Der var sang fra Rødhals, Sortmejse, Gærdesmutte, Sangdrossel, Bogfinke og Gransanger.
Men så var der en sang, som jeg ikke lige kunne genkende. Jeg synes det lød lidt som Lundsanger, men det var flere år siden jeg havde hørt den sidst, så jeg var ikke helt sikker. Jeg optog stemmen med min smartphone, og da jeg senere var kommet hjem, søgte jeg på nettet og fandt Lundsangerens sang, og så var jeg sikker på, at det var den, jeg havde hørt. Da fuglen er ret sjælden her ude vestpå, sendte jeg meddelelse om fundet ud på fuglekiggernes meldesystem Birdcall. Fuglen sang ivrigt på stedet resten af dagen og de næste to dage, og mange fuglekikkere kom til stedet og hørte og så fuglen.
Lundsanger er svært at kende i felten i forhold til flere andre sanger-arter, så det er sangen man skal kende den på. Den lever sydøst og øst for Danmark, og der ses hvert år adskillige eksemplarer i det østlige Danmark, især på Møn, men i Jylland er den sjælden. Fundet er således det første i Jylland i år. Arten er kun én gang tidligere konstateret i Hjørring Kommune, nemlig 1/6-2003, hvor en fugl sang fra samme sted i Tornby Klitplantage. Det var også samme sted, der tidligere i år sås en Blåstjert, så der er nærmest et fugle-hotspot her ved Horsebækken.
De første fugleunger er på vingerne
Denne nyudfløjne unge af Sortstrubet Bynkefugl sås i dag ved Kærsgård Strand. Et typisk træk for mange fugleunger er de gullige mundvige samt at fjerdragten endnu ikke har de voksnes fugles tegninger, men er mere diskret. Den seneste uges tid har man også kunnet se gæslinger af Grågås ved Vandplasken og ved Købsted. Det er med andre ord tid for næste generation til at komme ud i verden. Mange andre fugle er stadig i gang med rugningen, mens andre arter slet ikke er ankommet syd fra endnu.






