En plettet mudderklire blev set i Lønstrup i dagene 15. – 17. oktober 2020. Den blev ivrigt fotograferet, mens den klatrede rundt på høfdernes store sten for at finde spiselige smådyr. Det var kun tredje fund fra Danmark – og en ny fugleart for Hjørring Kommune
Plettet mudderklire lever egentlig i Nordamerika og skulle have været i Sydamerika i vinter, men den er på én eller anden måde kommet ud af kurs og er endt i Lønstrup.
Efter tre år uden konstaterede unger af toplærke i Danmark, så fandt undertegnede i dag den 12/9-2020 en unge på Hirtshals Havn
Toplærken er sandsynligvis Danmarks sjældneste ynglefugl, og siden 2006 har arten kun ynglet i Hirtshals. I perioden 2010-16 har der hvert år været 1-2 ynglepar, som har fået 1-4 unger på vingerne årligt. Fra 2017-19 blev der ikke set udfløjne unger, selvom der i 2017 var et redebyggende par. Først nu i 2020 er der altså igen set en flyvefærdig unge.
Så er det spændende, om denne ungfugl bliver den sidste, der fødes i Danmark. Siden foråret er der kun talt 2 toplærker på én gang i Hirtshals, men der kan selvfølgelig godt gemme sig flere rundt omkring. Det ville være godt, hvis der kom lidt frisk blod udefra. Det er før sket, at toplærker sydfra kommer til Danmark, så lad os håbe det sker igen, og at de finder til Hirtshals.
Vintergrøn-arterne hører til lyng-familien. De lever især nord for os, men flere af arterne har slået sig ned i vore klitplantager, da de blev gamle nok. I det nordvestlige Vendsyssel har vi således Mose-Vintergrøn, Klit-Vintergrøn, Ensidig Vintergrøn og Liden Vintergrøn.
Grævlingen er et udpræget natdyr, som man normalt ikke ser meget til. Naturfotografen Henrik Pedersen fra Hjørring har fotograferet mange dyr, herunder den berømte nordjyske ulv – endda to gange. Henrik kendte en grævlingegrav ved Mygdal, og han satte sig for at få fotos af en grævling. Efter mange forsøg og tålmodig venten lykkedes det at få fotos af det sky dyr.
Som sagt er grævlingen et natdyr, som mest kommer frem, når det er mørkt. Der findes grævlingegrave i mange af vores skove, og dyrene bruger ofte de samme grave i årevis. Der er ofte tale om store gravkomplekser med mange gange og flere udgange. Grævlinger og ræve kan godt have deres bo i samme gravkompleks. Det er således tilfældet på det sted, hvor denne grævling er fotograferet, fortæller Henrik.
Grævlingen har mindst 1 gravkompleks i Tornby Klitplantage, og af indberetninger af sete og trafikdræbte kan man se, at arten er ret udbredt, men nok fåtallig og lokal, i Nordvest-Vendsyssel.
Når nordjyske fiskere kalder sulerne for basserokker, er det efter en kæmpe sulekoloni på øen Bass Rock på østkysten af Skotland syd for Aberdeen. I øvrigt er sulens latinske navn Morus bassanus (tidligere Sula bassana) også afledt af Bass Rock.
Sulen er en stor havfugl med et vingefang på 165-180 cm. Den yngler ikke i Danmark, men til gengæld i store kolonier i Nordatlanten, bl.a. i Norge, Færøerne og Storbritannien.
Fugle fra de nordatlantiske kolonier besøger året rundt den danske vestkyst, og nogle af dem finder også vej ned i Kattegat. Det er meget nærliggende at tro, at mange af sulerne kommer fra Bass Rock. Antallet af suler på øen veksler, og det samme gør optællingerne, men der er nok omkring 100.000 – 150.000 fugle i kolonien.
Selv om afstanden fra Skotland til Jylland kan synes lang, så er suler stærke flyvere, og de kan sagtens flyve til Jyllands kyst for at finde føde til deres unger.
Mange af de suler, vi ser ved vore kyster, er ikke kønsmodne, for det bliver de først i 5-6 års alderen. Suler lægger kun 1 æg om året, men til gengæld kan de blive over 30 år gamle
Der synes at være pænt med egern i vore skove i disse år. To af dem er her fotograferet i Tornby Klitplantage sidst i maj.
Egernet har levet i Danmark siden skovene bredte sig i landet. Omkring 1900 synes arten at være helt eller næsten uddødt i Nordjylland. Dog var der ynglefund fra Rold Skov i 1890’erne.
I perioden 1910-30 dukkede igen egern op rundt om i skovene, og der skete en ekspansion i årene derefter.
I begyndelsen af 60’erne skete en spredning op langs vestkysten, bl.a. blev arten iagttaget ved Hirtshals i 1961. Der skete for alvor spredning i årene 1964-68, hvor arten efterhånden blev iagttaget i egn efter egn. Skagen nåedes i 1967, mens det sydøstligste Vendsyssel nåedes i 1969. Herefter var hele Vendsyssel “besat”.
Blandt de forhold, som påvirker bestanden, er kolde/milde vintre samt frøsætningen hos eg og bøg
