Denne klitrose blomstrede pludselig i september, længe efter at den egentlige blomstring fandt sted i forsommeren. Det kaldes remontering og kendes hos flere planter.

Category Archives: Planter
Rosernes bær er klar
Så er det bærtid, og vi ser lige lidt på nogle af dem, der kan findes her på Tornby-egnen. De er alle fra rosenfamilien.
Brombær er meget populær, og de findes i flere arter. Her er det den, der hedder fligbladet brombær, som ses hist og her i hegn og krat. Denne er egentlig indført til landet, men er ikke så aggressiv som visse andre invasive arter. Der findes også naturligt forekommende brombærarter på egnen.
Korbær bliver ofte forvekslet med brombær. De findes især i grønklitterne, hvor de kan danne store bestande. Bærrene er ikke helt så smagfulde som brombær, men ganske udmærkede..

Slåen er meget populær som bjeskurt. Bærrene kan også bruges til marmelade og andet. Den findes mange steder på egnen, især omkring Tornby Klitplantage. Det er meget forskelligt fra år til år hvor mange bær den enkelte busk bærer, og hvor mange der er i det hele taget.
Så er der den udskældte hyben af arten Rosa rogusa, også kaldet rynket rose, som er såre almindelig på egnen, også i klitterne. Den er en såkaldt invasiv art, som breder sig på andre, hjemmehørende arters bekostning.
Klitrose er én af de arter, som er naturligt forekommende på egnen, især i klitterne. Deres hyben bruges som smagsgiver til bjesk af mange bjesk-entusiaster.
Så er der andre bær, som man ikke finder her på egnen, nemlig blåbær og tyttebær, som blandt andet kan findes i bakkeområderne mod øst, samt tranebær og mosebølle, som findes i hedemoser og fugtige klitheder i det nordøstlige Vendsyssel. De tilhører alle lyngfamilien.
Godt år for smalbægret ensian
I Tornby Klit kan man lige nu opleve den sjældne plante smalbægret ensian. Den synes i år at blomstre usædvanligt rigt. Jeg fandt således mindst 100 planter i flere spredte bestande. Planten er på den danske rødliste, og foruden i Tornby-området vokser den kun enkelte steder langs Nordjyllands vestkyst og ved Limfjorden.
Tid til en kop mynte-te
Det er ikke kun svampe, nødder, bær og bjeskurter man kan samle i naturen. Man kan også få smagsgiver til en god kop te. Man tager en mynte-plante og stikker den i et krus med koghedt vand, og så har man en dejlig mynte-te.
Den art, der hedder vandmynte, kan findes i gode bestande flere steder her på egnen, blandt andet hvor småbække og væld kommer ud gennem klitterne. Planten på fotoet er fundet i strandsumpen på Uggerby Strand, hvor planten er meget almindelig. Det er let at kontrollere, at det er den rigtige plante man har fat i, nemlig ved at nulre bladene, så mynteduften kommer frem.
Rødviolette blomster i grøften
For tiden kan man se mange af disse flotte rødviolette blomster i vore grøftekanter. Det er fra venstre lådden dueurt, gederams og kattehale. Især gederams kan danne store bestande. Lige for tiden er sydskrænten af Strandvejen i Tornby således dækket med gederams mange steder. De to øvrige forekommer især på mere fugtige steder, således på grøftekanter langs Hovedvejen.
Tid for stor parasolhat
Nu er det ved at være tid for svampe. Flere steder har der i denne tid været stor parasolhat, som er ret almindelig her ved vestkysten. Den findes især hvor der er græs, både på marker og i de grønne klitter. Især hatten kan fint spises, mens stokken er lidt sej og trævlet. Som for så mange andre svampe er det bedst at plukke dem helt friske, ja faktisk kan man plukke dem, mens hatten endnu ikke har foldet sig ud. Som for så mange svampe gælder, at de især forekommer efter regnvejr.


