Grøn køllesværmer på lyserød engelskgræs

I denne tid blomstrer engelskgræs på det smukkeste, og mange steder er blomsterne oversået med grøn køllesværmer – også kaldet metalvinge. De kan åbenbart særligt godt lige engelskgræs, og deres farver står da også fint sammen. Engelskgræs er meget populær og har mange lokale navne, og så er arten med i den danske natur-kanon. Den er blevet almindelig langs vejene, da den tåler en del salt.

IMG_4474a

Kørvel – grøftekantens blonder

Lige nu i forsommeren står Vild Kørvel i fuldt flor, og man kan glæde sig over de smukke, lette, lyse blomster. Nogen har poetisk kaldt blomsterne for grøftekantens blonder. De kan i øvrigt spises, men man skal naturligvis passe på med ikke at forveksle dem med de giftige skærmplante-arter. Foruden Vild Kørvel kan man også støde på Spansk Kørvel (også kaldet Sødskærm) samt Have-Kørvel, men de er ikke oprindeligt hjemmehørende i Danmark.

044a

Ranunkler i blomst i klitten

Engblomme

I Skallerup Klit øst for Vandplasken kan man være heldig at finde Engblomme på fugtige steder, og de blomstrer netop nu. Engblomme var tidligere langt mere almindelig og fandtes mange steder i enge og moser, men nu er planten blevet sjælden.

I samme område kan man på de mere tørre steder se en mængde Nikkende Kobjælde. Den hører ligesom Engblomme til ranunkel-familien. Den er ikke så almindelig.

Nikkende Kobjælde

Slåenkrattet blomstrer

IMG_4354aLige nu blomstrer buskene i det store krat af Slåen, som jeg i et tidligere indlæg HER har omtalt som muligvis Danmarks største. Krattet breder sig over den yderste del af den nordlige skråning i Yxenbækslugten, også kaldet Brombærdalen i den nordlige del af Tornby Klitplantage. Blomstringsperioden er ret kort, og det er ikke hvert år, at blomstringen forekommer lige kraftig. Det har muligvis noget at gøre med vækstforhold i det forgangne år, herunder frostpåvirkning.

Under alle omstændigheder: Det er et imponerende syn.

IMG_4360aIMG_4361a

Pors fundet ved Kærsgård Strand

I et tidligere indlæg her på Tornby Natur har jeg stillet spørgsmålet, om pors findes i Tornby Sogn. Jeg har nu fundet en lille bestand ved vejen ned til Kærsgård Strand. I Naturbasen på www.fugleognatur.dk var der oprindeligt ikke vist de velkendte forekomster øst for Hirtshals Fyr og i Lilleheden Klitplantage, men dem har jeg nu indrapporteret. Her er et foto af dagens observation fra grøften ved Kærsgård Strandvej. Man ser de rødbrune rakler, som netop forekommer i denne tid, før bladene springer ud.
IMG_4296

 

Lægekokleare er god mod skørbug

Lægekokleare ved Leret ved Hirtshals Fyr

Lægekokleare ved Leret ved Hirtshals Fyr

Lige nu blomstrer den lille korsblomst-art Lægekokleare. Her er det ved Leret nedenfor Hirtshals Fyr. Den kan også findes flere andre steder, bl.a. syd for Hotel Fyrklit. Planten indeholder C-vitamin og blev før i tiden brugt mod skørbug. Den kan spises rå som salat eller drys – smager bedst som ét-årig, og blomstrer som to-årig. Den var især tidligere en meget anvendt læge-urt, som skulle kunne lindre eller kurere alle mulige dårligdomme.