Fasankok vogter over sit territorium

I kanten af Tornby Klitplantage har en Fasan-kok etableret sit territorium, og det gør han opmærksom på ved at udstøde hyl samtidig med vingebasken, så andre kokke kan se og høre, hvem der regerer her. Alt i mens ligger formodentlig én eller flere høner og ruger i nærheden.
IMG_4376a

Slåenkrattet blomstrer

IMG_4354aLige nu blomstrer buskene i det store krat af Slåen, som jeg i et tidligere indlæg HER har omtalt som muligvis Danmarks største. Krattet breder sig over den yderste del af den nordlige skråning i Yxenbækslugten, også kaldet Brombærdalen i den nordlige del af Tornby Klitplantage. Blomstringsperioden er ret kort, og det er ikke hvert år, at blomstringen forekommer lige kraftig. Det har muligvis noget at gøre med vækstforhold i det forgangne år, herunder frostpåvirkning.

Under alle omstændigheder: Det er et imponerende syn.

IMG_4360aIMG_4361a

Pors fundet ved Kærsgård Strand

I et tidligere indlæg her på Tornby Natur har jeg stillet spørgsmålet, om pors findes i Tornby Sogn. Jeg har nu fundet en lille bestand ved vejen ned til Kærsgård Strand. I Naturbasen på www.fugleognatur.dk var der oprindeligt ikke vist de velkendte forekomster øst for Hirtshals Fyr og i Lilleheden Klitplantage, men dem har jeg nu indrapporteret. Her er et foto af dagens observation fra grøften ved Kærsgård Strandvej. Man ser de rødbrune rakler, som netop forekommer i denne tid, før bladene springer ud.
IMG_4296

 

Lægekokleare er god mod skørbug

Lægekokleare ved Leret ved Hirtshals Fyr

Lægekokleare ved Leret ved Hirtshals Fyr

Lige nu blomstrer den lille korsblomst-art Lægekokleare. Her er det ved Leret nedenfor Hirtshals Fyr. Den kan også findes flere andre steder, bl.a. syd for Hotel Fyrklit. Planten indeholder C-vitamin og blev før i tiden brugt mod skørbug. Den kan spises rå som salat eller drys – smager bedst som ét-årig, og blomstrer som to-årig. Den var især tidligere en meget anvendt læge-urt, som skulle kunne lindre eller kurere alle mulige dårligdomme.

Blåstjert i Tornby Klitplantage

Fredag den 28. marts sagde vejrudsigterne skyet over Vendsyssel, men ikke desto mindre strålede solen fra en næsten skyfri himmel fra morgenstunden, så jeg besluttede at ville besøge Horsedammen og området der omkring for at se efter ynglefugle. Der er lige startet et såkaldt Atlas-projekt, som går ud på at undersøge ynglefuglenes udbredelse, og man kan melde sig til at dække et område. I mit tilfælde er det 3 kvadrater på 5×5 km i Tornby-Hirtshals området.

Ved Horsebækken viste der sig at være et par Bjergvipstjerter, nogle Gransangere og en del Rødhalse. Èn af dem så lidt afvigende ud, og da jeg fik set ordentligt på den, var det minsandten en Blåstjert med den smukkeste blå hale, som ingen andre fugle her i nærheden af Tornby har!

58218_UU_52094_2014-03-28-Tornby-Klitplantage-077-j-1

Foto: Hans Henrik Larsen

58219_UU_52095_2014-03-28-Tornby-Klitplantage-095-j-1

Foto: Hans Henrik Larsen

58220_UU_52096_2014-03-28-Tornby-Klitplantage-157-j-1

Foto: Hans Henrik Larsen

Efter et par rimeligt gode fotos til dokumentation af fundet (ikke vist her), meldte jeg fuglen ud på ornitologernes meldesystemer, og det varede ikke længe før de første kom til stedet og så Blåstjerten. Inden solen gik ned, havde nok 30-40 personer set fuglen. I løbet af dagen var stjerten væk i flere perioder, men blev så genfundet – altid i vegetationen langs bækken. Ville fuglen så være der om lørdagen også? Det normale med trækkende småfugle på afveje er, at de trækker videre om natten efter en dags rast. Til manges glæde blev fuglen genfundet på samme sted dagen efter, og yderligere mindst 50 personer fik den at se. Søndag blev fuglen eftersøgt af mange, men blev ikke fundet.

IMG_4176

Fuglekiggere fra nær og fjern kigger på Blåstjert ved Horsebækken. Foto: KP.

IMG_4171

Her er fuglekiggere fra Jylland, Fyn og Sjælland. Foto: KP.

Blåstjerten er en sjælden gæst i Danmark. Siden den første gang blev fundet på Saltholm i 1976, er den set 14 gange – de fleste gange er den fundet ved at blive fanget i ringmærkeres net.

Sneugle fundet ved Rubjerg Knude

I dag fandt Peter Lange en Sneugle i de høje klitter vest for Rubjerg Gl. Kirkegård syd for fyret.Uglen opholdt sig i området hele eftermiddagen og blev set af en del tilkaldte fuglekiggere. Her er den fotograferet, mens den sad på toppen af én af de højeste klitter i området. Her sad den i lang tid. Et dejligt syn.

PHP-sneugle

Foto Henrik Pedersen

Lidt Sneugle-historik

Fundet er det første i det nordvestlige Vendsyssel siden 7/4 2009, hvor en fugl blev fundet og fotograferet på et hustag inde i Hjørring. Denne fugl var noget omstrejfende og blev blandt andet også set ved Skagen og Agger Tange.

Før da er der 3 fund fra 2000, hvor der var invasion i Danmark og nok en halv snes sneugler besøgte landet. Her er en beretning fra 2000: “Den 16/3-2000 gik to kvinder tur i klitområdet ved Hirtshals Fyr. Den ene får øje på noget hvidt i græsset og bemærker, at det er irriterende med det plastik, folk går og smider. I det samme drejer “plastikstykket” hovedet og kigger på de to vandrere – det var nemlig en Sneugle. Heldigvis for de stedlige fuglekiggere kendte de to Anders Østerby, og selv om det var sidst på dagen og næsten mørkt, så nåede en god håndfuld fuglekiggere at få uglen at se. Den havde fanget et bytte på en mark syd for Hotel Fyrklit, og efter at have fortæret det, fløj uglen op og satte sig på hotellet.Den 18/3 blev uglen genfundet et par kilometer syd for Hirtshals, og igen den 22/3 og 23/3″.

sneugle1

Foto Kurt Prentow

Ovennævnte fugl blev også observeret ved Kærsgård Strand. Samme år blev en fugl set ved Sejlstrup den 25/3, og den 19/4 fandt Peter Breyen en død og afpillet Sneugle ved Rubjerg Knude.

sneugle4

Foto Peter Breyen

Går vi endnu længere tilbage, er der to fund. Det ene er fra Købsted ved Tornby 5/4 1997, hvor jægere under en jagt den så en Sneugle ved Liver Å. Det andet er fra Tversted, hvor en fugl sås 11/7 1992 (og nogle dage senere ved Harboøre Tange). Det er højst usædvanligt med Sneugle-fund om sommeren, så måske var der tale om en undsluppet fangenskabsfugl.

Dagens fund er således det 7. fund af Sneugle i Nordvest-Vendsyssel, dvs. i den nuværende Hjørring Kommune. De overfor nævnte fund er alle godkendt af Dansk Ornitologisk Forenings Sjældenhedsudvalg.