To Isfugle var i weekenden på besøg ved den nedre del af Emmersbækken ved Willemoesvej på østhavnen i Hirtshals. Det er ikke ofte man ser Isfugle på vore kanter, men af og til kan man være heldig. De yngler formodentlig hvert år ved Uggerby Å mellem Uggerby og Bindslev, og sikkert også ved Liver Å-systemet. Fuglene strejfer en del omkring, især udenfor yngletiden, hvor vi også kan have besøg af fugle fra andre egne på gæstevisit. Typisk følger de vandløb, hvor de sidder på lur efter fisk på en gren, men de kan også besøge søer og damme, og eksempelvis ved Åslyngen i Tornby Klit bliver der jævnligt set Isfugl. I en vinter som denne er de henvist til isfri vandløb.
Vinterforekomst af Mallemukker
I disse dage kan ses en del Mallemukker ved Hirtshals. Arten er det man kalder pelagisk, dvs den lever primært over åbne havområder, og her i landet ser man den næsten kun på afstand ude over havet, især i forbindelse med kraftig vestlig vind.
Hvorfor der netop nu er en større ansamling ved Hirtshals, vides ikke. Måske er der nogle gode fødemuligheder for tiden? I hvert fald blev til morgen talt mindst 140 ud for fyret, hvoraf nogle fløj rundt, mens andre hvilede på havet. Det er en god idé med en god kikkert eller teleskop, hvis man vil se fuglene, for de har en tendens til at holde sig på afstand af kysten. Mallemukker ligner måger, men de tilhører stormfugle-familien, og de flyver anderledes med stive vingeslag og i store buer.
Fuglene var ikke så tæt på i dag, så jeg kunne fotografere dem, så her følger et par fotos fra Island fra den forgangne sommer. På Island yngler arten talrigt, og den ses ofte tættere på kysten, end vi ser her i landet.
Svartbag med nummerplade
Ikke så sjældent møder man fugle med en farvering, som kan aflæses med kikkert eller teleskop. Det gælder ikke mindst måger, hvoraf der de senere år er mærket en del, især i Sydnorge og Danmark. Mange af dem kommer til havnene, især som ungfugle, mens de yngledygtige fugle især ses i vinterhalvåret. Den her viste fugl er en ung Svartbag, som jeg i dag aflæste i Hirtshals Havn.
Man kan indberette det aflæste nummer og farven på ringen på en norsk hjemmeside, og så kan man straks læse, hvor den pågældende måge er ringmærket og hvor den tidligere er set og aflæst. Det viser sig dels at nogle af fuglene strejfer en del omkring, dels at nogle er meget stedfaste i årevis i eksempelvis Hirtshals Havn. En del fugle tager af og til til Norge og til andre nordjyske havne, og fornylig har jeg dels aflæst en fugl, som havde været en tur i Nordsjælland, inden den kom til Hirtshals, og en anden, der var i Frankrig sidste vinter og i Hirtshals dette efterår.
Det bliver spændende at se, om de mange farvemærkninger og tilhørende aflæsninger en dag munder ud i en artikel, der samler op på de mange oplysninger og sætter dem i en større sammenhæng.
Nu blomstrer Bakketidsel i klitterne
Mange tidsel-arter har rødlige blomster, men Bakketidsels blomster står nærmest og lyser op som små sole med beige, gyldne og brune farver. Den ses på billedet sammen med Hjertegræs, og det er typisk for begge planter, at de godt kan lide tør, kalkrig grund. Bakketidsel er forholdsvis almindelig i kystområderne hos os. Billedet er taget ved Kærsgård Strand.
Smalbægret Ensian i Tornby Klit
Denne kønne plante hedder Smalbægret Ensian. Den har flere voksepladser i Tornby Klit, hvor denne og et par stykker mere stod vest for Vintersøen. Den er ikke særlig almindelig, men findes hist og her, bl.a. ved vestkysten af Vendsyssel og Thy. Den blomstrer ret sent på sommeren, nemlig primært i august. Der findes flere andre arter af ensian i Danmark, bl.a. er den sjældne Baltisk Ensian fundet ved Vandplasken, hvor der også er en god bestand af Strand-Tusindgylden, som også hører til ensian-familien.
Den store græshoppe Vortebider
Den drabelige græshoppe Vortebider er her fotograferet på en havebænk ved et græsoverdrev øst for Tornby Klitplantage. Det er vores største græshoppe med en kropslængde på 3-4 cm. Denne er en han, hvilket man kan se på, at den ingen læggebrod har på bagkroppen. Den kan godt bide, og den har fået sit navn, fordi man mente, at dens bid kunne fjerne vorter. Vortebideren ses især i klitter og på heder og overdrev.






