Spættet Sæl på Tornby Strand

En Spættet Sæl har i et par dage holdt til på stranden ved Yxenbækkens udløb en kilometers penge syd for Strandvejs-nedkørslen på Tornby Strand. Det er en halvstor unge fra i år. Man kalder ofte enlige sælunger for hylere, men denne er vist over hyle-alderen. Den ser tilsyneladende sund ud, men man kan selvfølgelig ikke vide, om den fejler ét eller andet. Under alle omstændigheder bør man lade dyret ligge. Måske hviler den sig bare.

De nærmeste sælkolonier findes ved Læsø, Anholt samt i Limfjorden, blandt andet i den vestligste del ved Agger Tange. Det kan være en unge fra ét af disse steder, der er kommet hertil. Der ses hvert år strejfende sæler ved Jammerbugt-kysten, men aldrig mange.

Foto: Kurt Prentow

Gåsetræk over Nordvestvendsyssel

Hvert efterår sker der et stort træk af Kortnæbbede Gæs over Vendsyssel, og en stor del kommer hen over Tornby-egnen. De første gåseflokke plejer at blive set omkring 15. – 20. september, og så fortsætter trækket gennem oktober og lidt ind i november.

Akvarel: Sofie Bagger

Fuglene kommer typisk i flokke på 25 og opefter i smuk kileformation, og under ivrig gakken. Som regel flyver de højt i godt vejr og lavere i blæst- og bygevejr.

Gæssene kommer fra ynglepladser på Svalbard eller måske i det nordøstligste Grønland. Gæssene fra Svalbard raster ofte ved Trondheimsfjorden, inden de begiver sig videre mod Danmark. De unge lærer trækvejen at kende ved at følges med de ældre fugle, så man kan sige at erfaringen går i arv. Derfor følger de også den stort set samme rute hvert år. Gæssenes første rastepladser efter turen over Skagerrak er som regel Vejlerne eller forskellige steder i Vestjylland. Her kan de blive igennem længere tid, eventuelt hele vinteren, hvis den bliver mild. I strenge vintre kan fuglene finde på at krydse Nordsøen og slå sig ned i det nordlige England. De kan også overvintre lidt længere mod sydvest i Tyskland og Holland.

Om foråret trækker fuglene i reglen ad en mere vestlig rute, hvor de forlader Jylland allerede ved Thy og tager over Skagerrak til Norge, og da ser vi som regel ikke særligt mange på vore kanter.

Kongestenen ved Tornby Bjerg

Den store flotte sten, som ses på fotoet nedenfor, står ved Aage Heilesens gård på Tornby Bjergs nordvestlige side. Den blev fundet ved markarbejde i 1992 på en mark, der skråner ned fra bjerget. Den måler 2,6 x 1,65 x 1,4 m og vejer formodentlig ca. 20 tons. Det var noget omstændeligt at få stenen gravet fri, og der skulle to gummigeder til at løfte den til dens nuværende plads vest for gården – den ene kørte forlæns og den anden baglæns.

Ifølge gamle oplysninger skulle tidligere have stået en sten på Tornby Bjerg med de samme mål. Denne kaldtes Kongestenen eller Hjarnestenen. Stenen forsvandt senere. Hvis der er tale om samme sten, må man undres over, hvorfor den senere blev fundet i jorden? Men sådan rummer fortiden jo mange spørgsmål.

 

Sortstrubet Bynkefugl

Indtil 1990-erne var Sortstrubet Bynkefugl en sjælden gæst i Vendsyssel. Stille og roligt er arten tiltaget i antal og udbredelse, så der i dag formodentlig er 4-5 ynglepar på Tornby-egnen. Fuglene har deres ynglesteder i kratområder i klitterne, og de fortrækker at yngle i nærheden af fugtige områder. Det sikreste sted at se arten er nok ved de sydligste sommerhuse ved Kjærsgaard Strand. Hvis man går ud ad grusvejen, der går mod syd fra p-pladsen, kan man ofte se fuglene sidde i toppen af en busk eller på taget af ét af sommerhusene.

I det øvrige Danmark yngler arten på lignende lokaliteter langs kysten ned gennem Vendsyssel, Thy og videre sydpå. Arten er hovedsagelig trækfugl, men nogle få fugle vælger sommetider at overvintre her i milde vintre.

Hannen er ret let at kende på sit sorte hoved og en lys plet på hver halsside. Hunnen er mere uanselig.

Han og hun af Sortstrubet Bynkefugl i Havtorn. Foto Anders Østerby.

Ynglefund af karmindompap

Karmindompap er en forholdsvis sjælden fugl, som kun yngler fåtalligt i Danmark. Imidlertid er den nu konstateret ynglende i Tornby Klitplantage, hvor et par opførte sig meget yngleurolige den 10/7. Foruden dette ynglefund er der kun gjort 2 sikre fund i landet i år indtil nu (ifølge DOF-basen), nemlig ved Blåvandshuk og i Kjul.

Karmindompap han, foto Henrik Pedersen, Hjørring

Foto: Henrik Pedersen

Foto: Henrik Pedersen

Der ses og høres hvert år karmindompapper på Tornby-egnen, som regel en 5-10 stykker. De foretrækker kystnære krat og konstateres oftest ved Kærsgård Strand, i krat og slugter i den vestlige del af Tornby Klitplantage, ved Tornby Strandvej og i sommerhusområderne mellem Tornby og Hirtshals. De ankommer ret sent om foråret, nemlig sidst i maj og først i juni, og i begyndelsen synger hannerne ivrigt deres sang, der er beskrevet som “pleased to MEET you” – på dansk har nogle beskrevet sangen som “vi har fået VIdeo”.

Hunnen er gråbrun, mens hannen har mere eller mindre karminrødt i hovedet og på brystet. De yngre hanner kan somme tider helt mangle rødt, og ligner derved hunnerne. Hannen kan forveksles med han af tornirisk, som er meget almindelig på egnen.

Allerede i august-september trækker fuglene væk igen, og de er specielle blandt danske trækfugle ved at overvintre i Indien og Pakistan, mens de fleste andre langdistance-trækkende landfugle flyver til Afrika.

Ung han karmindompap synger

Foto: Henrik Pedersen